Oplæg af Kvistens taskforce på Synlighedsdagen i Kbh. 2019.
Dette er Henriks del af oplægget.

.

Hvad skete der dengang?

Mit navn er Henrik. Jeg er 54 år gammel, og jeg blev udsat for seksuelle overgreb, da jeg var barn. Jeg er simpelthen opvokset med incest. Den lille glade dreng på billedet her, det er mig, og det er taget ca. ét år før, det første overgreb finder sted.

Jeg er født i København, hvor jeg boede de første 3 år af mit liv. Min far var ufaglært, min mor kontoruddannet men blev hjemmegående, da de fik mig.

Min far har altid haft hang til alkohol, og hans forbrug eskalerede stødt og roligt efter, at jeg blev født. Han tog på druk og blev væk fra hjemmet i længere perioder ad gangen. Han drak pengene op, og nogle gange kom han hjem og truede min mor med vold til at udlevere husholdningspengene, og så tog han afsted igen. Der blev på et tidspunkt for meget for min mor, så hun tog mig og flygtede tilbage til Helsingør, hvor hun oprindeligt kommer fra.

I Helsingør fik hun hurtigt et job på byens bryggeri, og det var der hun mødte den mand, som gik hen og blev min stedfar. Han var sød, sjov og charmerende, og til forskel fra min far så drak han ikke – og det på trods af, at han arbejdede på et bryggeri. Det fandt min mor meget tiltalende, så de blev gift, og han blev min stedfar.

Min stedfar misbrugte mig seksuelt, fra jeg var 5, til jeg var 10-11 år gammel, og udsatte mig yderligere for psykisk vold til jeg var 16.

.

Hvad gjorde det ved mig?

Min mor vidste, at min stedfar forgreb sig på mig, men gjorde ikke noget videre for at stoppe det, og min stedfar fortalte mig, at det vi gjorde hjemme hos os, var det rigtige. Alle de andre var forkert på den, men jeg måtte ikke sige det til nogen, for de ville ikke kunne forstå det, og så ville jeg fjernet hjemmefra, komme på børnehjem, og han ville komme i fængsel.

Det klart, at det er yderst hæmmende for et lille barn, at skulle bære på så stor en hemmelighed, så jeg gik i en evig frygt for, at jeg skulle komme til at afsløre, hvad der foregik hjemme hos os. Jeg turde ikke knytte tætte bånd til mine jævnaldrende kammerater, og jeg holdt altid en sikker afstand til andre voksne – lærerne i skolen, mine kammeraters forældre og andre familiemedlemmer i øvrigt.

Jeg følte mig alene, ensom, isoleret og som konsekvens heraf fik jeg aldrig rigtig udviklet evnen til at danne relationer eller evnen til at indgå i forskellige former for sociale fællesskaber, hvilket stadig er en kæmpe udfordring for mig den dag i dag.

Ligesom jeg også stadig kan være forvirret omkring min kønsidentitet: Jeg føler mig kejtet i et udpræget maskulint miljø, og på samme måde føler mig heller ikke hjemme i et udpræget feminint miljø. Jeg er ligesom landet et sted midt imellem.

Min hverdag var fuld af skyld og skam, fordi jeg følte lyst ved nogle af de her overgreb. Lysten er jo svær at skjule, når man er dreng, og så kildede det også dejligt i maven, selvom jeg et eller andet sted godt vidste, at det var forkert, det vi gjorde. Jeg følte mig beskidt og ulækker, og havde det som om, alle kunne se, at jeg var et dårligt menneske. Det var ligesom om, at jeg havde et stort, fedt brændemærke i panden, hvor der stod: INCESTOFFER.

Jeg havde dårligt selvværd og svigtende selvtillid. Jeg har været plaget af angst og depression, lige siden jeg var helt lille, og jeg har altid haft et ønske om bare at kunne forsvinde ud i den blå luft for at slippe for det helvede, jeg befandt mig i.

Jeg har med andre ord været led og ked af tilværelsen. Jeg har næret en dyb mistillid til mine medmennesker. Jeg har været helt afsindigt vred på alt og alle – allermest på mig selv.

Jeg har været tynget af massivt selvhad, som man måske kan fornemme på billedet her, hvor jeg er en 22 årig vred ung mand – som også er helt vildt skæv.
Jeg blev misbruger, af alkohol og cannabis – mest cannabis – og det var jeg i 33 år. Men på nuværende tidspunkt har jeg været ædru i tre år og fire måneder, og jeg har aldrig haft det bedre.

.

Hvordan kom jeg videre?

Jeg altid været bevidst om, at jeg har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen, men det var først, da jeg var i begyndelsen af 20’erne, jeg begyndte at lukke op og tale om det. Alligevel var det først ca. ti år senere, da jeg var i begyndelsen af 30’erne, at jeg første gang måtte erkendte, at jeg havde brug for professionel hjælp til at tackle mine senfølger.

Jeg havde flere forliste parforhold bag mig og havde levet en årrække i cølibat. Jeg røg al for meget hash og havde problemer med at holde på mine venner, fordi jeg næsten altid var helt afsindig vred. Jeg magtede ikke livet længere. Det var enten at søge hjælp eller gøre en ende på det hele.

Siden har jeg været gennem en hel del forskellige behandlere. Nogle gode og andre mindre gode, men det var først, da jeg var så heldig at få en plads i en gruppe for mænd med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen, at det for alvor begyndte at rykke for mig.

I mandegruppen gjorde jeg mig nogle væsentlige erfaringer. Jeg kom til nogle altafgørende erkendelser, og tilegnede mig nogle yderst værdifulde færdigheder, som kunne hjælpe mig med at håndtere mine senfølger.

Først og fremmest fik jeg brudt isolationen, hvilket skulle vise sig at være helt essentielt: Det, at opleve, at der er andre ligesom jeg – at jeg ikke længere var helt alene i verden, gjorde en verden til forskel.

I mandegruppen fik jeg gjort op med skyld og skam, fik placeret den hvor den hører hjemme: Hos de voksne, og i mit tilfælde hos min stedfar og hos min mor. Det er aldrig barnets skyld. Det er altid de voksnes. Selvom jeg havde sagt ja til, at jeg gerne selv ville, og selvom jeg fik erektion, og det kildede dejligt i maven, så var det ikke min skyld. Jeg tog aldrig selv initiativet, og selv hvis jeg havde taget initiativet, var det alligevel ikke min skyld. Det er altid de voksnes skyld. Det er altid den voksne, der bærer det moralske ansvar.

Da jeg havde fået placeret skyld og skam, forsvandt min vrede nærmest som dug for solen. Det var ligesom om, at skyerne trak sig væk på himlen og solen tittede frem – ligesom på billedet her.

Hvor jeg i mange år havde gået med hætten oppe om ørene og kigget ned i fortovet, når jeg befandt mig ude i det offentlige rum, kunne jeg pludselig se folk i øjnene. Jeg kunne smile, og hilse på dem som jeg mødte på min vej, og jeg oplevede, at de hilste og smilede tilbage til mig. Jeg fik fornyet min tro på mine medmennesker, og jeg fik nyt mod på tilværelsen. Ja, jeg følte ligefrem kærlighed til livet, kærlighed til mine medmennesker og ikke mindst, kærlighed til mig selv.

Jeg oplevede, at det ikke længere var en nødvendighed for mig at ryge mig skæv og drikke mig fuld, for at kunne holde ud at være i live.

I mandegruppen lærte jeg, at det er okay at være vred, når vreden en sjælden gang imellem banker på. Jeg lærte også, at der er okay at være glad, selvom livet ikke altid er lige let. Jeg lærte, at det er okay at være trist og ked af det; at det er okay at føle sorg. Jeg lærte at det er muligt at være i svære følelser uden at identificere mig med dem: Jeg ER ikke mine følelser. Følelserne er flygtige, de er kun på besøg. Følelserne kommer og går. Ligegyldigt hvor svært det end må føles i øjeblikket, så går det over. Det bliver godt igen. Det siger min erfaring mig.

Hermed ikke sagt, at jeg er helbredt for mine senfølger. Det er jeg absolut ikke, og det tror jeg heller ikke jeg bliver, men jeg er ved at lære at leve med dem.

Den vigtigste færdighed, som jeg lærte i mandegruppen, er at yde selvomsorg. Det er vigtigt for mig at stå op hver dag – at komme ud af sengen. Det er vigtigt for mig at få strækket min krop godt igennem hver dag. Det er vigtigt for mig at meditere en 20 minutters tid hver dag. Det er vigtigt for mig at gå i bad hver dag, at børste tænder hver dag, at få spist tre måltider mad hver dag, og at komme ud af døren hver dag.

Det lyder måske som en selvfølgelighed at få gjort de her ting hver dag, men det er det ikke, hvis man har senfølger og for eksempel lider af angst og depression. Førhen kunne jeg blive i sengen i dagevis. Jeg gik sjældent i bad, børstede næsten aldrig tænder og fik først noget at spise, når min kone kom hjem fra arbejde og lavede mad. Jeg isolerede mig, og holdt mig indendørs i ugevis.

I mandegruppen oplevede jeg den helende effekt, det har at fortælle sin historie. Når jeg fortæller min historie, giver jeg den fra mig. Jeg giver slip på fortiden. Samtidig bliver min historie også mere virkelig og konkret for mig. Den er ikke bare et eller andet diffust minde, et mareridt, et flashback.

Jeg tager ejerskab af min historie, handler på den, og er dermed ikke længere et offer. Det er blandt andet derfor, at jeg står frem og fortæller min historie. Derfor jeg fortæller min hemmelighed.

Jeg er ikke min fortid. Jeg er mine handlinger.