Skrevet af deltager til Synlighedsdagen i Kbh. sept. 2008 
©Synlighedsdagen

.

Når et barn udsættes for seksuelt misbrug, bliver det usynligt. Man findes ikke rigtigt. Én ting er, at man ‘forsvinder’ under selve overgrebet og dermed mister sig selv, fordi oplevelsen er for voldsom. En anden ting er, at man under overgrebet bliver gjort til et objekt, hvor man som person bliver gjort usynlig. En tredje ting er, at man også er usynlig i dagligdagen. For man har det  jo bl.a. som følge af overgrebene ikke godt, men ingen ser noget, ingen hører noget, ingen tager sig af noget, ingen forstår noget, ingen taler om det, der fylder alt i éns liv.

Man lærer, at man skal lade være med at vise og reagere på sine følelser, sine behov og sine grænser, for ingen udviser forståelse og positiv respons. Man skal være sød og gøre som de voksne ønsker, så de kan lide én. Man skal lade være med at give de voksne problemer, som de ikke kan håndtere. Derved kan misbruget fortsætte uden at barnet tilsyneladende reagerer. Nogle børn overtilpasser sig ikke på denne måde. De udvikler sig i stedet til at blive ‘problembørn’, der bliver meget synlige og reagerer kraftigt på overgrebene i andre situationer. Men fælles er, at ingen ser barnet. Ingen forstår, hvad der ligger bag den uhensigtsmæssige adfærd. Barnets problemer er usynlige og barnet kan af mange forskellige grunde ikke sætte ord på. Dermed er barnet blevet gjort usynligt – og usynligt er nærmest lig ikke-eksisterende.

Det kan have fatale konsekvenser, at overgrebene er usynlige og ikke en del af den kollektive virkelighed. Barnet bliver måske i tvivl om, hvorvidt overgrebene overhovedet er virkelige. Skete det? Eller var det bare noget, man drømte eller bildte sig ind? Var det en væmmelig fantasi? Selve overgrebet bliver usynligt, når det bliver tiet ihjel. Det man ikke taler om, findes ikke. Når det man ikke taler om og det som ingen ser, er det der fylder hele éns liv, så breder uvirkeligheden sig indeni. Man kan endda blive i tvivl om sin egen eksistens, sin virkelighedsopfattelse og realitetssans. Selve ens virkelighed er usynlig for omgivelserne. Ergo er man også selv usynlig.

Nogle prøver op igennem ungdommen at vedblive at forsøge at tilpasse sig og gøre sig helt usynlige for at undgå overgreb eller angreb fra omgivelserne. Frygten er stor og selvtilliden er ikke-eksisterende. Andre prøver at blive synlige og kæmper for synligheden. Kæmper for at blive set, hørt og forstået. Nogle går til ekstremerne og bliver endda meget synlige for omverdenen men føler sig alligevel usynlige. For der er stadigt ingen, der ser, hører og forstår, hvad der ligger bag den ekstreme adfærd, der kan være nok så meget et skrig om hjælp. Man kan skrige efter synlighed og hjælp på mange måder. Man kan skære i sig selv, man kan sulte sig, overspise, blive promiskuøs, prostitueret, isolere sig, blive kriminel, stofmisbruger, alkoholiker, blive psykisk og/eller fysisk syg. Mulighederne er utallige. Men samfundet kræver og forventer, at det unge menneske indordner sig og tilpasser sig det eksisterende samfund, tier stille og opfører sig pænt. Ganske som det blev forventet, da man var barn. Adfærdsregulering, tilpasning, normalisering – men intet fokus på årsagerne til problemerne. Man er stadigt usynlig, uanset hvor højt man skriger. Der er stadigt ingen, der forstår signalerne. Der er stadigt ingen, der hører de tavse skrig.

De usynlige problemer fortsætter op igennem voksenlivet uanset, hvordan man prøver at tackle dem. Der kommer også nye problemer til, efterhånden som man selv stifter familie og kommer i uddannelse og ud på arbejdsmarkedet, for dem der klarer dét. Man kan tilsyneladende sagtens være synlig for andre, men hvorfor føler man sig så selv stadigt usynlig? Hvorfor er der aldrig nogen, der ser én. Hvorfor har man det ikke godt?

Som årene går, er det meget ofte blevet usynligt for én selv, hvad der egentligt er årsagen til, at man ikke har det godt. Man forstår ikke sig selv. Tror det er én selv, der er noget galt med og det skal selvfølgeligt holdes hemmeligt. På den måde er man også med til at gøre sig selv usynlig, for ingen må vide, hvordan man har det indeni, for det er ikke noget kønt syn. Ingen må kende éns beskidte hemmelighed og alle de sorte sider. Måske mindst af alt én selv.

Selv når man ved, at man har været udsat for seksuelle overgreb som barn, så kan man jo ikke ‘bare’ fortælle omgivelserne det og derved gøre sig synlig. Så let er det ikke.

.

Det er svært at blive synlig, fordi…

• der ligger en masse skyld og skam forbundet med seksuelle krænkelser. For Guds skyld lad det ikke komme frem, så det bliver afsløret, hvordan jeg virkeligt er!
• man frygter omverdenens afvisning og negligering. Ikke uden grund for mange ved slet ikke, hvordan de skal reagere, hvis de får sådanne oplysninger og så står man dér og føler sig frygteligt afvist og forkert
• hvis man skal være synlig, så kræver det, at man er i kontakt med omgivelser, der kan se. Man kan ikke være synlig for folk, der er blinde
• man ved ikke, hvordan man skal gøre det. Man prøver og prøver, men problemerne er altid de samme. Skal man stille sig op på hustagene og råbe det ud, før nogen lytter og forstår?
• hvad nu, hvis man fortæller og afslører sit inderste og folk så vender sig væk i væmmelse?
• hvad nu, hvis man afslører sin dybeste hemmelighed og risikerer, at folk så siger: ‘Nej, det kan da ikke være rigtigt. Jeg har kendt din familie og sådan var han/de ialtfald ikke’
• man stiller sig udenfor de almindelige sociale normer, når man fortæller ‘den slags’ og gør sig selv ‘ikke-almindelig’. Den store skræk. For de fleste er så bange for at være ‘ikke-almindelige’
• man risikerer at gøre sig selv til offer og frygter at blive behandlet anderledes bagefter
• man risikerer at blive udstødt af familien, hvis hemmeligheden kommer ud. Meget ofte er det den ramte, der bliver mistroet og udelukket
• man gør også problemerne synlige for sig selv, når man fortæller andre om dem. Man bliver selv smerteligt bevidst om, at det faktisk er rigtigt. At det er sket, at det er éns egen virkelighed, som man er nødt til at leve med. Det er meget, meget hårdt at sætte ord på
• der i ét og alt er så meget frygt og så mange svære følelser forbundet med at gøre sig synlig. Men usynligheden er et Helvede. For hvem er man, når man er usynlig? Er man overhovedet nogen?

.

Nogen kommer så dertil, hvor de faktisk gør sig selv synlige og gennem hårdt arbejde, er blevet parate til at stå frem og fortælle deres historie. Og hvad sker der? Meget ofte ingen verdens ting. For ingen ser, ingen hører, ingen forstår. ‘Det var da forfærdeligt’, siger fok og skynder sig væk eller taler om noget andet og mindre farligt. Præcist det, man havde frygtet. Familien er måske væk for længst, for de tror ikke på én, kan ikke forholde sig til problemer af den kaliber. Det samme måske med evt. venner. Det sociale system forstår meget ofte slet ingenting og der er desværre en tendens til, at holdningen er, at når det er fortid, så handler det bare om at tage sig sammen og komme videre. Incest og seksuelle overgreb bliver ikke anset for nødvendigvis at være noget, der giver særlige skader eller som burde påvirke éns arbejdsevne. De kollektive fortrængninger er alle steder i samfundet. Man kan føle sig meget, meget ensom i den proces, det er at blive synlig.

Hvad er så gevinsten i at gøre sig synlig, kan man spørge? Gevinsten er, at man kun kan leve, hvis man er synlig for sig selv og for andre. Man kan godt eksistere som usynlig, men det er et ydre liv, der er i modstrid med det indre liv, der oftest er fyldt med angst, depression, ensomhed m.m. Det er ikke noget godt liv. Kun gennem synlighed, når man er synlig som en hel person på godt og ondt, kan man få et godt og tilfredsstillende liv. For at det kan lade sig gøre, må der være omgivelser, der tør se, høre og acceptere, så man ikke længere behøver at skjule sig selv. Incest skal tales ihjel, ikke ties ihjel.

.