Når f.eks. en kæreste, en søster eller en bror, et barn, en forælder eller en ven har fortalt, at de har været udsat for incest eller seksuelle overgreb i barndommen, befinder man sig pludselig i et følelsesmæssigt kaos. Alligevel skal man ofte være stærk, for ‘Det er jo ikke mig, der har været udsat’.

For pårørende er der i første omgang typisk tre veje at gå: Enten forsøger man at lytte til og rumme den misbrugte, man forsøger at hjælpe ved at formidle kontakt til professionelle, eller man kan ikke rumme det, tror ikke på det, og forsøger at skubbe det væk.

At formidle kontakt er ofte den handlemulighed, de fleste har det bedst med og har nemmest ved. Det kan være en stor lettelse at handle! Nogle henvender sig på vegne af den udsatte, hvilket kan føre til, at den udsatte selv henvender sig senere. Mange pårørende oplever dog den store frustration, at den udsatte ikke tager imod den foreslåede hjælp.

At lytte og rumme kan være svært, både fordi man kan være usikker overfor, hvorvidt det er gavnligt, eller om man kan komme til at gøre mere skade. Det kan også være svært at slippe tanken om ens egen ansvarlighed, hvis det f.eks. er ens eget barn, der har været udsat for overgreb. Hvis man som ven har fået det at vide og er blevet pålagt ikke at sige det videre, er det svært, fordi man måske er nødt til at bryde fundamentet for venskabet – tilliden – hvis det er for svært at gå alene med den viden. Som ægtefælle kan man være nervøs for, at sex kan virke som et overgreb på partneren, eller at manglende lyst hos partneren kan betyde, at forholdet er ved at glide fra hinanden. Er det en forælder, der er blevet misbrugt, kan det være svært for børnene at rumme, for pludseligt er det barnet, der skal være stærkt og forælderen, der ses som offer, og børnenes eget fundament falder måske fra hinanden.

Så de nære pårørende er ofte ‘skjulte ofre’, der selv har svært ved at søge eller få hjælp. For hvordan kan man vide, hvad den anden har brug for, når man står i en helt ny situation, hvor man ikke kan trække på sine erfaringer? Og hvordan finder man ud af, hvad man selv har behov for i en sådan situation?

Derfor kan de pårørende også have brug for professionel hjælp. Både for at kunne hjælpe den misbrugte, men også for deres egen skyld.