Oplæg af choktraume-terapeut Gitte D. Fjordbo 
på Synlighedsdagen i København 2013 

.

Programtekst for de to sammenhængende oplæg (der kan læses uafhængigt af hinanden):

10.20 – 10.45  Somatisering
Anne havde fortrængt sin barndom og forstod derfor ikke kroppens signaler. Hun fik den idé, at en smertefulde fysisk lidelse i virkeligheden var psykosomatisk og det blev starten på en lang helingsproces.

11.00 – 12.00  Kroppens forsvarsmekanismer
Ved Gitte D. Fjordbo, choktraume-terapeut og Alexanderlærer. Gitte vil fortælle om, hvad der sker i kroppen og nervesystemet, når man oplever et traume. Hun vil også komme ind på, hvordan man kan arbejde med at forløse fastfrysningen og bringe livet tilbage i kroppen. Anne supplerer med personlige erfaringer.

.

Præsentation

Jeg er så den Gitte, som har haft det store privilegium at arbejde med Anne og støtte hende på hendes vej og i hendes imponerende arbejde med at komme tilbage til og ind i den fysiske krop efter, at hun allerede havde lavet et flot stykke psykoterapeutisk arbejde med sine tanker og følelser. Da Anne henvendte sig til mig i 2010 var det med ét udtrykt ønske. Hun sagde til mig: ”Nu har jeg arbejdet en del med de følelsesmæssige og mentale sider af mine traumer. Nu mangler jeg bare at kunne komme ned i min krop. Vil du hjælpe mig med det?” Jeg svarede, at jeg ville i al fald gøre, hvad jeg kunne for at støtte hende, mens hun fandt sin vej. 

– Jeg vil starte med at sige tak til Anne og til SPOR for invitationen til at komme her i dag for at tale om ‘Kroppens Forsvarsmekanismer’. Vi skal omkring en del, og det er min intention at vise Jer, at der er ‘lys for enden af tunnelen’, selvom det kan føles rigtig hårdt ind i mellem. Vores krop og vores nervesystem er hard-wired til at heles og vil samarbejde med os på den mest forunderlige vis, hvis vi tør lytte til dem.

.

Mig selv

Min baggrund for at stå her og tale til og forhåbentlig med Jer om ‘kroppens forsvarsmekanismer’ er min egen rejse for at forstå mere om netop kroppen og hvordan den fungerer i forskellige situationer og især hvordan den overlever, når den bliver ‘truet på livet’. I mit arbejde tager jeg udgangspunkt i mig selv og mine egne livserfaringer. 

Ud over de mere strukturerede professionelle uddannelser jeg har gennemgået, så har den røde tråd i mit liv været mine erfaringer med at rehabilitere mig selv efter en trafikulykke, der slog mig til pindebrænde, da jeg var 18 år. Alt, hvad jeg har gennemgået og lært, har jeg i første omgang gjort for at blive bedre i stand til at hjælpe mig selv. Min trafikulykke efterlod mig efter måneder på hospitalet og efter adskillige operationer, med en hel del ‘materiale’ som jeg så kunne arbejde videre med og udforske nærmere.

Allerede da jeg kom hjem i en kørestol med et stift ben og et vansiret ansigt efter 3 måneder på hospitalet, sagde jeg til dem, der ville høre på mig, at jeg ikke ville ha’ undværet den oplevelse. Jeg var allerede da klar over, at jeg havde lært så meget og fået adgang til endnu mere indsigt i menneskeligt potentiale, at jeg ikke, som jeg forklarede dengang, ‘på 30 år ville ha’ kunnet lære, hvad jeg nu havde lært på 3 måneder’! De fleste så på mig med et bekymret blik; havde jeg nu – udover at miste min førlighed – også mistet forstanden!? Jeg forklarede, at jeg havde fået vendt verden 180^o rundt og stillet den på hovedet! Alting var blevet sat i perspektiv og jeg havde set, at det jeg før troede, var så vigtigt, måske ikke var så vigtigt endda – og det jeg før havde set som selvfølgeligheder (for eksempel selv at kunne stå ud af sengen om morgenen) bestemt ikke var nogen selvfølgelighed! Mit arbejde gik i høj grad ud på at genvinde min førlighed og få ‘af-traumatiseret’ min krop og min psyke.

De professionelle uddannelser jeg har, har jeg altså taget i håb om at kunne hjælpe mig selv! Jeg tænkte også, at hvis disse ‘metoder’ kunne hjælpe mig, så kunne det jo være, at de også kunne hjælpe andre!? Én fordel har naturligvis været, at alt hvad jeg laver i dag, har været prøvet af på mig selv først og jeg ved, at det i al fald har haft en effekt på mig! 🙂

.

Hvad er et traume?

Hvis vi nu herfra starter med at se lidt på begrebet ‘traume’ og ‘traumatisering’, så er der nogle definitioner, som vi bruger inden for den type traumearbejde, som jeg laver og som jeg tror, kan gi’ os en solid ramme for vores snak om ‘kroppens forsvarsmekanismer’.

Vi taler overordnet om, at ‘traumet er i nervesystemet og ikke i oplevelsen’! Det, jeg håber at kunne vise Jer i dag, er, at når vores livs traumer er i vores nervesystem, så bærer netop dette, vores nervesystem, rundt på vores historie.

Traumer er karakteristiske ved, at de begrænser os, begrænser vores udfoldelsesmuligheder. De fokuserer vores opmærksomhed på overlevelse, på hvad der måtte true vores status quo, så nye ting kan blive skræmmende, fordi vi ikke længere stoler på os selv og vores evner og færdigheder. Jeg håber også at kunne vise jer, at det kan lade sig gøre at heale vores traumer og vores nervesystemer og dermed at heale vores individuelle historier. Anne har lige fortalt os om, hvordan hun har og stadig er i gang med at heale både sit nervesystem og sin historie!

.

Hvad sker der i NS (nervesystemet) ved stress og traumer?

Først en tredeling af hjernen
Hvis vi lige ser lidt på hvordan hjernens forskellige dele fungerer, så kan man dele hjernen op på mange måder og til vores formål her, kan jeg godt li’ en 3-deling for overskuelighedens skyld:

• Den ældste del: Krybdyr-hjernen: Hvis vi tænker på en krokodille, så fungerer den ganske automatisk. Hvis der kommer mad forbi, så lukker den munden op og den har hverken følelser eller tanker i forhold til det, den spiser. Det handler om Overlevelse i denne del af hjernen – også for menneskets vedkommende.  
• Den mellemste del: Pattedyrs-hjernen eller det Limbiske system: Hvis vi tænker på vores husdyr, katte og hunde, så ved vi, at de har følelser; de kan være glade, kede af det, sure.  Det er også i menneskets hjerne, her i denne del følelserne bor, eller man kan sige, at det er her, der sættes farve på vore følelser.
• Den udviklingsmæssigt nyeste del: Menneske-hjernen – den kognitive del: Det er her vores tankevirksomhed foregår; man kan sige, at det er denne del, der gør os til mennesker. 

.

 

En vigtig del af det Limbiske system i forbindelse med traumer og traumatisering, er det, vi kalder Amygdala. Amygdala har en ‘Alarmklokke-funktion’, når vi oplever noget livstruende.
.

Det autonome nervesystem: sympatisk (SNS) og parasympatisk (PNS) 

Hvad nervesystemet gør for at regulere og balancere sig selv og for at undgå at blive traumatiseret.

Det er ‘rummeligheden’ i det individuelle nervesystem på et givent tidspunkt, der bestemmer om det, vi oplever, vil traumatisere os eller ej. Vi skal se på, hvad der sker i nervesystemet, når/hvis vores individuelle nervesystem ‘tolker’ en situation som livstruende. Jeg siger ‘tolker’, fordi situationen behøver ikke at være egentlig livstruende mere objektivt set. – Men først skal vi se lidt mere på hvordan ‘traumer’ kan defineres.

Man kan definere ‘traumer’ på mange måder, afhængig af det perspektiv man ønsker at anlægge på det. Hvis man betragter ‘oplevelser der kan traumatisere os’ fra nervesystemets synsvinkel, kan man sige, at dét et givent nervesystem tolker verden ud fra, er en oplevelse af, hvor effektivt det selv er til at bearbejde de stimuli det udsættes for (både fra den ydre og den indre verden!). Vi kan også kalde dette for ‘Forskellige niveauer af ‘aktivering’ i vores nervesystem’.

Så længe mængden af stimuli eller ‘aktivering’ ikke overstiger det enkelte nervesystems kapacitet til at bearbejde (dem), så oplever personen ‘fred og ingen fare’.

Men vis/når mængden og/eller hastigheden og/eller kompleksiteten/arten af stimuli/aktivering øges udover, hvad det givne nervesystem kan bearbejde, så sker der noget! Så begynder ‘informationerne’ ligesom at ‘stables’ tæt oven på hinanden og hvis det fortsætter, så opstår der en ‘blokering’ eller ‘sammenfiltring’ eller ‘logjam’.

Dette kalder vi inden for traume-arbejdet for KOBLINGS-DYNAMIKER. Først er der ‘normal kobling’ eller ‘god kobling’ mellem stimulus og reaktion – en ‘god og ordnet informations processering’. I ‘blokeringen’ opstår så en ‘over-kobling’, som er, når ‘ting der ikke hører sammen, kommer til at høre sammen’.
Et eksempel på over-kobling kan i nervesystemet være, hvis vi står ved en vejkant og venter på at komme over vejen – og bliver så meget næsten kørt ned af en ‘blå sportsvogn’. Vi oplever at få susen for ørerne, hjertebanken og at vi holder vejret men eftersom vi ikke kom noget reelt til, så fortæller vi os selv, at vi må ‘ta’ os sammen! Der skete jo ikke noget og så kan vi jo ikke stå der og se fjollede ud!’ – og så – ved at standse vores fysiske reaktion på oplevelsen, og ta’ os sammen, kommer vi til at låse, fryse nervesystemets naturlige og livsvigtige stressreaktion og den bliver ikke gjort færdig.
Det, vi så risikerer, er, at der herefter sker en ‘over-kobling’ i vores nervesystem, fordi vores alarm-system vil og skal passe på os! Vi oplever måske lige pludselig uforklarlige kropslige reaktioner, både når vi udsættes for en ‘sportsvogn’ og for farven ‘blå’! Selvom farven blå jo ikke kan siges at være farlig i sig selv, bliver den i vores nervesystem koblet tæt sammen med ‘sportsvogn’ og den kan endda i sig selv få hjernen til at ‘tolke’ ‘livsfare!’ – også når der reelt ikke er nogen fare!

Forklaringen er, at den alarmklokke-funktion vi har i vores Limbiske system, vores Amygdala, sætter i gang. Når vi bremser/stopper kroppens naturlige højstress-reaktion (ex. hjertebanken, susen for ørerne, respirations-stop) så bliver den alarm, som Amygdala har sat i gang, IKKE afmeldt og vi kommer til opleve at alarmen går, tilsyneladende uden varsel og uden for vores kontrol!

.

Det var over-koblingen. Nu har vi så en blokering eller en sammenfiltring allerede. I USA, hvor SE-metoden (Somatic Experiencing) er udviklet, bruger man floderne til at transportere store træstammer på. Sommetider krummer floden sig og der opstår sådanne blokeringer eller ‘logjams’ som de kalder det. Hvad tror I, der sker, når så skovarbejderne ikke kan vriste stammerne fra hinanden? – Så hænder det, at de smider en stang dynamit ind i blokeringen for at få løst den op! – Man får den nok løst op, men man skaber en situation af ‘under-kobling’ i stedet for den over-kobling man havde.

Vi taler om under-kobling, når ting der egentlig hører sammen, ikke længere opleves at høre sammen. Et eksempel på underkobling kan være, hvis man pga. smerte af en eller anden slags i sin arm eller sit ben har lukket af i sin bevidsthed for kontakten til det. Så oplever man, at det ikke længere hører sammen med resten af kroppen, selvom det jo selvfølgelig hører sammen med kroppen! Noget, der egentlig hører sammen, er kommet til ikke at høre sammen.

 

Når nervesystemet ‘traumatiseres’

Nervesystemet oplever, tolker en stimulus som livstruende, når den er for meget, for tidlig og/eller for hurtig i forhold til det individuelle nervesystems modenhedsgrad og rummelighed. Grænserne for modenhed og rummelighed bestemmer, som vi kan høre, det enkelte nervesystems ‘elasticitet’ eller ‘evne til at rumme og stå imod’.  Chok, traumer og kriser er højstress situationer for et nervesystem uanset, hvornår i livet de opleves.
Den naturlige reaktion i sådanne højstress situationer er, at nervesystemet går i overlevelses-modus. Nervesystemet kommer nemt til at opleve højstress situationer som en ‘trussel på livet’ og det reagerer så ved at gå i overlevelsesmodus.  Et meget vigtigt element ved denne proces er, at samtidig med at hjernen går i overlevelses-modus, bliver der lukket af til mange af de højere og dermed de reflekterende (kognitive) dele af hjernen. Det er netop disse højere dele af hjernen, der er mest aktive, når vi tænker, lærer nye ting og i det hele taget laver noget ‘kognitivt’ og når vi ‘lever’ frem for blot at ‘over-leve’! Udviklings-historisk er det ganske smart at lukke af til energikrævende tankeprocesser, hvis vi skal bruge al vores kraft, fokus og energi på at overleve. Det giver ingen mening at begynde at tænke over, hvordan mon den blå sportsvogn kom dér… så hurtigt..?!’ – hvis den er lige ved at ramme os!

Det er mere fornuftigt at engagere én af vores 3 ‘stress-håndterings-redskaber’, som vi har med os fra slutningen af det 1. semester af vores fosterliv og resten af livet! De 3 ‘stress-håndterings-redskaber’, som nervesystemet råder over, administreres automatisk af de 2 ældste dele af hjernen: krybdyr-hjernen og det limbiske system eller pattedyrs-hjernen. De 3 ‘redskaber’ er: Kamp-Flugt-eller-Frys & Forsvind.

Der foregår en lynhurtigt og automatisk vurdering af vores situation:  “Kan jeg slås eller kæmpe mig fra et møde med den ‘blå sportsvogn’? Sikkert ikke! Det er i al fald nok en kamp jeg taber! – OK, kan jeg løbe fra den? Kan jeg nå det, før den rammer mig?”. Hvis vurderingen i nervesystemet er, at ‘det kan jeg ikke!’, så er det meget sandsynligt, at jeg i stedet ‘fryser fast’ på stedet, paralyseret, ude af stand til at flytte mig. Samtidig med at vi ‘fryser’, så sker der også det, at vi ‘forsvinder’ ud af kroppen.

Vi dissocierer fra os selv, forsvinder ud af kroppen. – Tænk på, hvor mange udtryk vi har, der beskriver det! ‘Han/ hun var ude af sig selv af… ved siden af sig selv af vrede, raseri, sorg, smerte, angst…’ Alle disse ‘årsager’ til at forsvinde er store, voldsomme følelsesmæssige reaktioner og som jeg plejer at sig: Nådegaven ved at Fryse og Forsvinde er, at så kan vi ikke ‘mærke noget’! 
Følelsen af vrede, raseri, sorg, smerte, angst kan ofte føre til følelser af magtesløshed og hjælpeløshed eller fysisk til kraftesløshed, opgivelse, depression. Og når vi kommer herud i ‘følgevirkningerne’, kan vi måske godt se, at det ikke længere er en nådegave!

Når vi indtager antidepressiv medicin uden samtidig at forsøge at finde ud af, hvorfor vi føler, som vi gør, så kommer vi til at understøtte ‘frysningen’ og dissociationen. Den hjælper os ikke til at blive bedre til at forstå vores reaktion eller til at finde en ny mening. Vi kører videre med en blanding af over- og under-kobling i vores system. Ting der ikke hører sammen, bliver ved med være koblet sammen og ting, der hører sammen, får stadig ikke mulighed for at blive koblet sammen igen.

Overlevelsesmodus er passende i akutte situationer, men upassende når truslen/faren er drevet over. Problemet er så, at for at kunne åbne igen til de højere dele af hjernen, som blev lukket ned i forbindelse med den oplevede livstruende situation, så er ‘nøglen’, at kroppen og nervesystemet får mulighed for at skabe et nyt niveau af mening og dermed integrere den voldsomme oplevelse. Man kan sige, at ‘alarmen’, Amygdala, skal afmeldes i det limbiske system.  Sker dette ikke, vil personen ikke kunne føle sig i sikkerhed, men vil i stedet fungere i overlevelsesmodus hele tiden. Når alarmen ikke bliver afmeldt, vil nervesystemet hele tiden opleve, at den ‘livstruende’ oplevelse ‘sker lige om lidt eller nu’. Truslen ligger ikke bagude men bliver ved med at være en del af nutiden og/eller fremtiden.

En anden facet af dette er, at hjernen ikke kan kende forskel på, om vi fortæller en historie, eller om vi faktisk oplever det lige nu. Det betyder, at hvis vi fortæller vores historie fra A til Z, så tror hjernen også, at det sker lige nu og vi er i fare for at blive retraumatiseret!

.

Det autonome nervesystem  (ANS) – Sympatics (SNS) & Parasympaticus (PNS)

Vi bliver nødt til også at forstå lidt om the autonome nervesystem. Autonomt betyder, at det ikke er viljestyret, men at det kører udenfor vores aktive, bevidste indblanding. Det fungerer som en velreguleret termostat på vores hjemlige radiatorer. Hvis den er sat til 21^o, så vil den sørge for at temperaturen bevæger sig i området mellem måske 18 ^o og 24^o.
.

Der er 2 sider af det autonome nervesystem: det Sympatiske nervesystem (SNS) og det parasympatiske nervesystem (PNS).  SNS står for nem og ubesværet op-ladning dvs. ‘aktivitet og bevægelse’ og PNS står for nem og ubesværet af-ladning, hvilket vil sige ‘ro, hvile og fordøjelse’. Vi ser på tegningen, at bevægelserne holder sig indenfor ‘termostatens’ rækkevidde og de afløser hinanden på en ubesværet måde. 

Hvis vi så ser nærmere på et over-aktiveret NS, så vil vi se, at bevægelserne er mere skarpe og de holder sig ikke længere indenfor ‘termostatens’ rammer. Det kan være, at vi har tendens til at presse os selv i stressede situationer. Det, der sker, er, at når PNS siger, at vi skal hvile, fordøje og integrere (vi mærker træthed, mangel på fokus) så presser vi os selv til at fortsætte. Så presser vi vores ANS til at køre over i SNS, når det egentlig vil i PNS. Nu kommer der til at stå ‘ON’ på knappen hele tiden!  Efter nogen tid i denne modus vil det PNS dog komme på banen næsten ‘af sig selv’. Vi går fra, at der står ON på knappen til, at der står OFF på den.

 

.

Et over-aktivt NS vil udvise et mangeartet symptombillede. Vi har med et spektrum at gøre, som faktisk favner begge ender af et ubalanceret og overbelastet nervesystems reaktionsmuligheder.

• I den ene ende, den parasympatiske, har vi symptomer som: depression, udmattelse, udbrændthed, følelse af dødhed, følelse af mangel på kontakt, angst, nedsat evne til mærke og udtrykke følelser, samværsproblemer etc. Disse symptomer hænger sammen med en overvægt af det parasympatiske, det vegetative nervesystems reaktioner – vi har foden på ‘bremsen’ i vores NS!
• Og i den anden ende af spektret, den sympatiske, har vi symptomer som: hyperaktivitet, panik, aggression, raseri, over-vagtsomhed, opstemthed og mani, søvnproblemer, fordøjelsesproblemer og andre ting som PNS styrer og som ikke får plads, når der står ON på knappen hele tiden! Disse symptomer hænger sammen med en overvægt af det sympatiske, den udadvendte aktivitets nervesystems reaktioner.  Vi har foden på ‘speederen’ i vores NS!
• Ind i mellem disse yderpunkter ligger problemer med koncentration, hukommelse, indlæring, kommunikation, etc. og vi kan enten ha’ både en fod på bremsen og speederen på samme tid, eller vi kan skifte hurtigt imellem dem. Begge dele giver en temmelig ubehagelig og energikrævende ‘kørsel’ og dårlig fremdrift!

Hvis vi ikke på en eller anden måde forholder os bevidst til disse symptomer, vil de blive ved med at begrænse vores udfoldelsesmuligheder (vi kunne jo høre Anne, om hun genkender denne situation?!).

.

Livsfloden

Man kan illustrere et menneskes udvikling og oplevelsen af Livet som en flod – en Livs-flod (se ill. herunder). Floden symboliserer på den ene side det Liv, der systematisk udfolder og udvikler sig og på den anden side symboliserer den det samspil med omgivelserne, der er nødvendigt for, at et menneske kan udvikles bedst muligt.

Floden udspringer på undfangelsestidspunktet. I den første del af sit forløb – svarende til det tidlige liv – udvider floden og dermed det fysiske menneskes potentiale sig. På vandets vej i flodsengen møder det forskellige forhindringer eller udfordringer. Der ligger f.eks. sten, som vandet skal finde vej udenom. Disse forhindringer symboliserer det nødvendige samspil med omgivelserne. Det naturlige forhold mellem vandet og stenene er, at vandet vil løbe hen til stenen og der dannes to modsatrettede spiraler på hver side af stenen, hvorefter vandet finder sammen igen på en ny måde og løber videre. Spiralernes størrelse afhænger af stenens størrelse. Jo større sten, jo større spiraler. I et menneskeliv kan vi sammenligne spiralerne med udviklingsmæssige udfordringer eller milepæle, som vi alle skal passere for at gennemløbe en normal udvikling. Disse udviklingsmæssige udfordringer ‘forstyrrer’ nervesystemets funktion. Det får anledning til at lære noget nyt og organisere sig på en ny måde i forhold til de nye færdigheder.  Det er altså ikke bare en god ting med udfordringer og forstyrrelser, men det er en nødvendighed for vores udvikling!

Nogen gange udsættes vores Livs-flod for større ‘uvejr’ og det kan være at et lyn slår ned i flodsengen. En sådan oplevelse kan vi illustrere som et ‘lynnedslag‘ i vores Livs-flod.  Hvis vi forestiller os et lyn, der slår ned i bredden af floden, så vil der komme en lækage og vandet vil begynde at løbe ud af flodsengen. Dette vand vil gøre, som det vand der møder stenene: det vil danne en spiral. Spiralen vil være stor eller lille afhængig af størrelsen at den lækage som Lynet har efterladt. Denne spiral har ligesom spiralerne ved stenene en modsatrettet spiral. Der er bare det ved det, at den modsatrettede spiral her kun eksisterer som et potentiale. Det har betydning for mindst 4 ting:

1. Vandet vil på grund af hullet blive suget ud af floden som vandet i et badekar og er derfor ikke længere anvendelig energi eller kraft for personen.
2. Kraften i den sugende spiral vil gøre, at personen trækkes ned i den udvendige spiral (vi kunne kalde det ‘traumeenergien’) og dermed retraumatiseres igen og igen. Den udvendige spiral er ikke ‘ond’! Den er bare ubalanceret og mangler sit potentielle modstykke og kan derfor ikke komme videre.
3. De to modsatrettede spiraler får ikke mulighed for at mødes på den anden side af udfordringen. Nervesystemet og dermed personen får ikke anledning til at lære af oplevelsen og organisere sig på en ny måde.
4. Vandstanden i floden vil påvirkes af en sådan lækage eller sagt på anden måde; personens udfoldelsesmuligheder vil påvirkes af lækagen, styres af den og ofte indskrænkes. Personen vil måske forsøge at undgå, at der løber vand hen i nærheden af lækage-hullet.

 

Både af hensyn til kraften i den sugende spiral og for at forhindre at mere vand løber ud, kommer personen til at ‘undgå’ situationer i sit liv. Det vil sige, at her taler vi om en fortrængnings-mekanisme. Hvis vi ikke nærmer os hullet, så kan vi undgå at blive trukket ned og hvis vi ikke nærmer os hullet, så løber der heller ikke mere vand ud! MEN vores livsflod bliver smallere og vores udfoldelsesmuligheder færre!

.

Hvad kan vi så gøre når / hvis vi bærer rundt på traumer i vores NS’er !? 

Kan I huske, at jeg til at starte med sagde, at vores nervesystem, vores hjerner, vores kroppe er ‘hard-wired’ til at heales’? Det betyder BÅDE, at der er håb for os, selvom vi har barske historier bag os. OG at vi får hjælp fra selve det hardware, som vores krop og nervesystem er.

Det er faktisk sådan, at når vi stopper nervesystemets naturlige stress- og chokreaktioner og ‘ta’r os sammen’ (og der derfor opstår ‘frysninger/låsninger’ af nervemæssig og muskelmæssig energi i vores system), så vil selvsamme system søge at afbalancere og forløse den låste, frosne energi. Vi tiltrækkes af energiniveauer som ligner vore egne. Vores nervesystem vil søge at skabe en ny situation med en åbning til den ‘udvendige spiral’, så det får mulighed for at forløse energien denne gang – får mulighed for at opbygge den indvendige spiral og finde en ny mening med en healing af lækagen til følge. Problemet er bare, at hvis vi ikke selv er bedre i stand til at holde den voldsomme energi eller vi har nogen hos os (en ven eller en terapeut) som kan hjælpe os med at holde energien for os, så er der stor chance eller risiko for, at vi kommer til at dissociere igen og ryger udenfor ‘termostatens område’ igen. Ud i det område hvor der står enten ON eller OFF på kontakten.

En af mine fornemmeste opgaver som terapeut er at stille mig selv og mit nervesystem til rådighed for min klient, så låsningen i hans /hendes nervesystem kan løsnes og dernæst guide personen på vej imod at finde en ny mening. Et sted hvor de overvældende oplevelsers 2 spiraler er blevet integreret og vandet, energien og personen igen er i stand til at bevæge sig fremad i Livet. I den Flodseng som er deres!

Det er min opfattelse og personlige erfaring at ‘ægte healing’ ikke blot betyder, at vi opnår det niveau af funktion, som vi havde inden sygdommen, ulykken, traumet – men, at vi kommer ud et andet sted end dér, hvor vi kom ind på vores helingsrejse og at vi derved opnår og oplever et helt nyt niveau af helbred og funktion, end vi nogensinde før har oplevet. Dét står jeg selv her i dag som vidnesbyrd for! Min helbreds- og sundhedskurve stiger år for år og jeg plejer at sige, at hvis jeg efter min trafikulykke havde gjort det, som lægerne sagde, jeg skulle og ladet være med at gøre det, de sagde jeg ikke skulle, så havde jeg siddet i en kørestol for i al fald 15 år siden!  Og som I kan se, så står jeg udmærket på mine egne ben! 🙂

.

Hvordan kan viden om hjernens og kroppens reaktioner i stress-situationer hjælpe os alle til at undgå at blive ‘traumatiserede’ selv i voldsomme situationer ?

Hvis/når vi ved, hvad vores kropslige reaktioner i højstress situationer er, så har vi helt andre muligheder for at hjælpe både os selv og andre til at undgå, at nervesystemet fryser fast i overlevelsesmodus. Vi kan gi’ plads til, at kroppen får gjort sine reaktioner færdige og vi kan holde op med at stå i vejen for os selv og la’ være med at ‘ta’ os sammen’, når det, vi har brug for, er at give slip!

Vi kan blive mere og mere opmærksomme på, hvordan vi finder ressourcer i vores hverdag uanset, hvordan den ser ud. Hvordan kan vi få mere medfølelse med os selv og være blidere imod os selv? Det kan vi – skridt for skridt – og ved at blive bedre og bedre til at lytte til os selv, at lære at blive vores egen autoritet og stole på vores egen iboende kraft til at blive mere hel!