København sept. 2016

Af Carsten Borup

.

Velkommen til Synlighedsdagen 2016 her i København.

Jeg hedder Carsten Borup, jeg kommer fra “Pårørendeforeningen for seksuelt krænkede.”
.

SYNLIGHEDSDAGENS tema er BALANCE.
.

Som pårørende til både en kæreste og en datter, som har oplevet seksuelle overgreb er håbet om harmonier, indre ligevægt og sundhed i krop og sind et meget stort håb. Fra os, der har mødt pludselig orkaner og storme i livet, er ønsket om stille vejr og god sigtbarhed et vigtigt ønske.

Dette at finde et sted, hvor vi kan være i os selv og bare os selv – med alt hvad det rummer-  er nærmest et ønske om en paradisisk tilstand.

I pjecen til i dag står der så klogt, at:

“Ubalancen er som et pendul, der konstant svinger mellem to yderligheder og aldrig falder til ro på midten. Jo mere man kan rumme og anerkende alle de følelser, der ligger mellem ekstremerne, desto mere balance og indre ro vil der opstå.”

At anerkende og rumme er kodeordene.

I pårørendeforeningen for seksuelt krænkede møder vi i vores samtalerum rigtig mange fortvivlede forældre, søskende, kærester og venner til mennesker, der har været udsat for overgreb.

Fælles følelsen for næsten alle er, at man har svigtet, fordi man ikke kunne passe på den, man elsker, eller dem man holder utroligt meget af. Uanset om dette overhovedet var muligt eller realistisk er svigt følelsen tilstede. Spørgsmålet om, hvad der er gjort forkert… først i forhold til at overgrebet er sket, men senere i forhold til, hvordan man ikke har kunnet hjælpe og bakke op og lindre det skete… trænger sig voldsomt på og vil have svar.

Og svaret er slet ikke lige til.

Men en ting er dog ret sikkert: At det, som er sket, rent faktisk er sket, skal anerkendes. Det må ikke forties eller fordrejes.

At forstå, hvad et overgreb gør ved et menneske og erhverve sig en indsigt i overlevelsesstrategier og reaktionsveje er også uhyre vigtigt, for at kunne oversætte og forstå det komplekse mønster, som man selv er en del af. Så vi ikke kommer til at producere flere grænseoverskridelser eller påtvinge ens partner, barn eller ven mere uro, frygt og mistro.

Vi havner let i en sort og hvid tankegang. Ofte har vi ikke mødt særlig forståelse fra det offentliges side, og mange har måttet kæmpe store kampe for at få anerkendt ret til støtte af forskellig art. En opslidende kamp, som ikke sjældent efterlader forældrene med PTSD efter et 10-årigt forløb.

Man kan sige, at det ikke nytter noget at slå sig selv i hovedet og bebrejde sig selv. Det lægger også ofte en ekstra byrde på den krænkedes skuldre. Det som måske i særlig grad nytter, det er at anerkende sin uformåenhed og gøre sit bedste. Det er at kunne rumme, det som er sket og lade livet udfolde sig derfra.

Det er at kunne kigge sin kæreste i øjnene og kunne tage imod hende eller ham med alt det, hun eller han kommer med. Eller at kigge på sit barn uden skam og prøve at finde en vej, hvor det skete finder sin plads og en slags mening.

Vi kan jo trods alt ikke lave om på fortiden. Den er betingelsen og udgangspunktet. Vi skal kunne rumme og anerkende den.
.

10 år efter at min datters krænker blev dømt, stod vi sammen og holdt et fælles foredrag for en gruppe psykologer, hvor vi fortalte, hvordan vi fra hvert vores udgangspunkt, oplevede det skete. Vi fortalte om, hvad det havde gjort ved os og om, hvad vi troede kunne gøres bedre, så vores viden og erfaring kunne medvirke til at styrke forebyggelsen af seksuelle overgreb. Siden da har vi holdt foredrag for 5-6 forskellige grupper – især unge mennesker – og det har været meget meningsgivende for os at gøre det. Det har lært mig at rumme alt det, som er sket og være i dialog og i andres refleksioner om det.
.

I mødet med autoriteter af alle slags opstår der ofte i relation til seksuelle overgreb en skrigende ubalance. Mødet med autoriteter og den magt, de som oftest repræsenterer, udløser hos os altid en vagtsomhed, en selv-påpasselighed og en mistillid til, om de vil os det godt. Dette fænomen bør den offentlige fagperson altid kende til. Vi har vores grunde, og de skal respekteres. Vi kunne tænke os, at der i offentligt regi kom mængder af forsøg på at skabe balancer baseret på respekt, rummelighed og anerkendelse.

Vi er en stor befolkningsgruppe, der har været udsat for seksuelle overgreb og vold – direkte og indirekte – og det er på høje tid, at vi, på linje med alle andre som har været i kamp, eller er blevet kørt ned af livets hændelser på et tidspunkt – får givet retten og rummet til at få skabt balancer; i os selv og for de pårørende der også har lidt på baggrund af det skete.
.

Jeg vil slutte denne tale af med et digt skrevet af Kurt Kyed. Det er fra bogen ”Barndomsnatten i dagens lys” og det lyder sådan:

Når smerten får navn
og kendes af alle og enhver
så kan den åbnes af dem
som blev lukket ude.
De smukke impulser kan vokse til handling
midt i lyset af det
de virkelige vindere
altid har at give.
Og når gråden har lagt sig
vil handling på handling
erstatte alt det
som bare var tyndhudet intet
og hemmelig tomhed.
.

Tak for ordet.