Århus sept. 2013

Oplæg af anonym senfølgeramt kvinde

.

Jeg vil prøve at belyse, hvordan skam og skyldfølelse har fulgt mig gennem mit liv. Prøve at finde ind til, hvorfor det er opstået og hvordan det har udviklet sig i mit liv som incestoverlever og hvordan det kan afvikles og ændre sig til positive kræfter. At åbne for den viden og lære at leve med den har været en lang proces, der endnu ikke er færdig. Men jeg er kommet rigtig langt og det er der mange mennesker, der har æren for.

For 11 år siden ramte jeg et nulpunkt i mit liv, hvor jeg ikke kunne bære mere. Jeg følte det så smertefuldt at være mig, at jeg trykkede på deleteknappen og slettede store dele af mig. Jeg kunne ikke huske mine følelser og hvad jeg havde oplevet af sorgfulde ting i mit liv. Ifølge kognitiv terapi har vi 4 grundfølelser: sorg, vrede, angst og glæde. Jeg kan huske, at jeg i den periode gik og øvede mig på, at huske disse 4 grundfølelser.  Jeg vidste, der skulle være 4 og at alle andre følelser bygger på disse men hele tiden forsvandt de for mig og jeg blev frustreret over min fortrængning.

Det gjorder så ondt at forsøge at huske. Jeg havde et vikariat på det tidspunkt; det holdte mig på benene, men indeni var store dele af mig styrtet i grus. Jeg fik kontakt til en sød og dygtig psykolog, og her begyndte min rejser tilbage i tiden og finde mig selv igen skridt for skridt. Det var, som myterne fortæller, en rejse ind i mørket, for at hente mig selv ud. Jeg er blevet klogere på mig selv og på livet. Jeg opdagede, at det at udslette mig selv var noget, jeg havde gjort mange gange i mit liv. Det var min måde at takle problemerne på. Blive ikke-eksisterende for så kunne jeg heller ikke mærke smerten. Jeg fandt min livshistorie og stykvis begyndte jeg at sætte den sammen. Opdagede igen og igen, hvordan en dyb skamfølelse havde fået mig til at fornægte, hvem jeg selv var. Det udhulede mig.

Jeg var blevet utrolig dygtig til at lade som om, at jeg var en anden, end jeg var eller, at jeg havde det anderledes, end jeg i virkeligheden havde det. Jeg tror, at det, at jeg oplevede så meget skam og skyldfølelse, har gjort mig til et meget sårbart menneske. Ikke for at lyde dramatisk men det føles som om, noget var dødt indeni mig, så jeg blev nødt til at finde ud af, hvorfor jeg følte det på den måde. Hvis jeg skulle overleve, måtte jeg begynde at forholde mig til mig selv på en ny og anderledes måde. Jeg måtte tage mine følelser på mig og kigge ind i mørket. Sammen med min psykolog fandt jeg derinde min fars vrangside. Jeg har desværre haft en pædofil far, der har begået incest mod mig og mine søskende. Nogle grufulde oplevelser der havde skabt et dybt sår. Et incestsår. Den erkendelse havde omfattende betydning for mit liv og min oplevelse af mig selv og andre.

Jeg er ud af en familie med far, mor og 6 børn, hvoraf jeg er nr. 4.  Jeg har 3 brødre og 2 søstre. Jeg husker, at jeg var 4 år første gang, at jeg oplevede incest og det fortsatte, til jeg var 12 år. Min far tændte på børnelege, som han fordrejede til at handle om at få tilfredsstillet sine seksuelle behov. Han kunne f.eks. give mig indtrykket af, at vi legede, at han var en helikopter, som jeg kunne styre ved hjælp af en styrepind imellem mine ben, Min far derimod fik tilfredsstillet sin seksuelle trang ved at lade styrepinden være hans nøgne lem. Han var god til at forføre os børn og lokke os til at gøre forskellige ting ved ham eller gøre ting ved hinanden. Min far samlede nemlig tit flere af os søskende, når han fik en impuls til at begå seksuelle overgreb. Han tændte nemlig også på, at vi børn skulle hjælpe ham med at begå overgrebene enten ved, at vi skulle overvære seancerne, eller han kunne give os en rolle som trøster eller som gerningsmand, der skulle gøre noget seksuelt ved de andre. Det har virkelig gjort mig vanvittig i hovedet at overvære så forfærdelige ting blive gjort ved mennesker, som jeg elsker så højt. Det har givet mig en stor skyldfølelse og rædsel for at sætte grænser for, hvis jeg stod i vejen for noget min far ville gøre, blev det mig det gik ud over.

……

Der er mange følger efter at have oplevet seksuelle overgreb. Jeg mener, at incest efterlader et sår, hvis grundsubstans er skamfølelse. Skamfølelsen der bundede i, at min far udnyttede vores afhængighed og kærlighed til ham og lokkede og tvang os gentagende gange til seksuelt omgang med ham. Det gav en stor skamfølelse at have oplevet så ekstrem adfærd og det har gjort, at jeg skammede mig dybt over mig selv. Det har forkrøblet mit liv.

Både skyld og skam er ofte skjulte følelser. De kan være til stede uden, at man opdager, at de er der. Ikke nok med at skamfølelsen er meget smertefuld i sig selv men den kan også føre en masse sociale problemer med sig, fordi den skamfulde har svært ved at drage omsorg for sig selv og sådan hutlede jeg mig gennem livet – evig søgende efter noget der kunne udfri mig men også i rædsel for det samme. Jeg har været dybt ambivalent i forhold til at bede om hjælp og som jeg tidligere nævnte, var det umuligt at fortælle om min skam, for jeg fortrængte oplevelserne af incest og alt, hvad der kunne minde mig om det, for at overleve. Vi søskende var truet til tavshed af min far og under stærk påvirkning af min mors fantastiske evne til at fortrænge og lade som ingenting, gjorde vi også som om, incesten ikke var sket.

Min skamfølelse var ledsaget af angst, sorg og ensomhed og det var meget lammende. Jeg måtte arbejde mig gennem angsten for at indfange den skjulte skamfølelse. Min terapi var i første omgang behandling mod en angstlidelse. Jeg vidste ikke, hvad der gemte sig bagved min angst. Angsten var et gemmested for mine incestoplevelser. Angsten forhindrede mig i at dele de forfærdelige oplevelser fra min barndom med nogen. I mit tilfælde meldte angsten sig, når jeg nærmede mig det ubærlige og smertefulde. Det betød, at alle, der kunne finde på at spørge til mig, blev opfattet som farlige. Meget af mit liv kom til at handle om at undgå at blive mindet om incesten og forhindre mig selv og andre i at forholde sig til mine oplevelser. Jeg husker f.eks. sundhedsplejersken på min skole som meget angstprovokerende. Hun spurgte mig, hvordan jeg havde det og ville tale med mig om min krop og om det at blive voksen, noget jeg følte, der kunne røbe mine incestoplevelser, hvis hun opdagede, hvad jeg gemte.

Jeg husker afsky ved at være i min krop. Væmmelse ved min skammelige lugt, hvilket har gjort mig bange for at være tæt på andre. Jeg kunne ikke bare ændre mit syn på mig selv. Jeg kunne ikke slippe min skamfølelse, selvom jeg efterhånden blev klar over, hvilke ulykkelige skadelige tanker jeg havde omkring mig selv. Men jeg vidste ikke hvorfor. Skamfølelsen havde dybe rødder i min psyke. Jeg måtte have hjælp til at ændre mig. Jeg måtte i terapi. Stemningen af lede ved min krop var integreret i den måde, jeg oplevede mig selv på. Jeg måtte erfare om og om igen, at jeg er ligeså meget værd som andre og jeg har lov til at være i verden, som den jeg er.

Min skamfølelse er opstået, idet jeg oplever, det smertefulde ved at været gået fejl af tilværelsen. Jeg reagerer ved at sørge over min forkerthed og jeg må lære ikke at angribe mig selv. Det er vigtigt at se bearbejdelsen af skam som en sorgproces og jeg må ikke forfalde til at gøre mig forkert, fordi jeg bærer skam men i stedet skridt for skridt forløse smerten ved at være menneske med de traumatiske oplevelser.

Følelser der er beslægtede med skamfølelsen er f.eks. ydmygelse, krænkelse, vanære, tab af selvfølelse, nådesløs eksponering uden mulighed for at trække sig tilbage. Indenfor spektret af skamfulde følelser er også blufærdighed, generthed, pinlighed, flovhed, og forlegenhed. Disse følelser er ubehagelige men ofte lettere at bære. Blufærdighed kan i rette doser oven i købet føles som en smuk positiv kraft. Blufærdighed kan være ledsaget af bevægethed, rørthed og taknemlighed ved f.eks. et kærlighedsmøde.

Skamfølelsen giver en ubehagelig dalende fornemmelse i bughulen. Jeg kan få kvalme og kan kaste op. Kan opleve en form for håbløshed og bundethed. Jeg kan reagere med at gå i chok og blive handlingslammet. Den får mig til at trække mig væk fra andre og ind i mig selv. Jeg kan have meget svært ved at møde et andet menneskes øjne, når skamfølelsen raser i min krop. Nogen gange har jeg haft så meget brug for at lukke mig om mig selv, at jeg har lagt mig i fosterstilling. Jeg har tab af selvfølelse og selvrespekt. Meget ofte har skamfølelsen fået mig til at skilles ad. Jeg har gemt mig fysisk, hvis det har været muligt eller psykisk ved at lade som om, jeg var en anden, eller havde det på en anden måde, end jeg i virkeligheden havde det. Jeg bøjede hovedet, nakken og ryggen.  Fik meget tit hold i nakken, i det led der binder nakken sammen med ryggen, så jeg ikke kunne løfte hovedet.

Min seksualitet har i nogle perioder været voldsomt udadreagerende og i andre perioder har jeg haft seksuel vægring, fordi det var så skamfuldt at mærke min egen krop. Begge måder at takle mine seksuelle impulser bar præg af manglende kontakt til kroppen og manglende accept af, at jeg er den, som jeg er. Som skamfuld var det umuligt at være glad for mig selv, som jeg var. Mine grænser blevet krænket dybt under de seksuelle overgreb og min kønsoplevelse blev fyldt af selvhad og selvlede.

Skam kan kvæle livslysten. Jeg har ofte ligget på sofaen og ventet på, at tiden skulle gå. Uden lyst til noget og uden at jeg kunne se en mening med min smerte og med mit liv. Alt for mange mennesker, der har oplevet seksuelle overgreb, kommer til at hade sig selv så meget, at det kan have en dødelig udgang, selvmord. Jeg har oplevet utrolig mange selvmordstanker, har heldigvis aldrig gjort det, men tankerne har været der og angsten for, om jeg kunne finde på at gøre det. Jeg har i lange perioder holdt øje med mine omgivelser efter muligheder til at ende mit liv med tanke på, at hvis min far kom igen og noget lignende skulle ske, så ville jeg begå selvmord ved f.eks. at kvæle mig i noget plastik. Det er meget smertefuldt at have den slags destruktive følelser.

Jeg vil lige nævne at mange med sår på sjælen har trangen til at beskadige sig selv og derfor kan de forsøge at udfri sig fra pinslerne ved at skære eller brænde sig selv. Det er ikke ualmindeligt at have den trang, når man har oplevet seksuelle overgreb og lidelsen ved at være er ubærlig. Kroppen må have et sprog til at udtrykke sin historie og hvis man ikke har lært andet, kan det at cutte føles som en vej ud af den indre smerte. Men der er brug for hjælp udefra, så man kan lærer at sørge på en bedre måde, for man bliver ikke fri af selvbeskadigelse.

……

For at hele på sårene efter at have oplevet seksuelle overgreb er der brug for et menneske, der kan rumme og anerkende. I mit tilfælde havde jeg brug for én, der kunne hjælpe mig med at få bygget min selvfølelse op igen og give mig selvrespekten tilbage. Min skamfølelse har hængt meget sammen med et ønske om at blive set, at føle mig set og holdt af som den jeg er. Det har givet en dyb ambivalens, for det var samtidig så skamfuldt at blive set. Jeg har haft brug for en person, der har kunnet hjælpe mig ud af skammens skygge, men skridt for skridt for det kan være meget pinefuldt at være i kontakt med skamfølelsen. Den kan føles ubærlig men i kontakten med et menneske, der lytter og er nærværende, er udfrielse muligt.

Jeg har skammet mig over at have været tæt med min far. Jeg har skammet mig over at være et offer for en forbrydelse. Min fars skamløshed har gjort mig skamfuld på vores begge vegne for det, at vi var datter og far gav os et fællesskab med hinanden, som gjorde det svært for mig at skille det ad. Jeg oplevede ofte, at jeg opgav mit eget værd og lod ham og hans følelser være det vigtige, Det er det, jeg vil kalde et sjæledrab, for ikke nok med, at hans grænseoverskridelser gjorde mig grænseløs men mod alt fornuft blev det mig, der kom til at bære skammen for det. Jeg blev udslettet, hvilket er min største hemmelighed af dem alle, som jeg har måttet bære.

Der bliver talt meget om, at man kan fejle og blive behandlet for depression og angst, men der er ingen diagnose for skam, der er mindst lige så smertefuldt og ødelæggende, som depression og angst er. Det er tankevækkende, hvordan skamfølelse er gemt af vejen.

Skyldfølelsen kan give trang til at forsvare mig enten mod en ydre person, der bebrejder mig eller en indre stemme, der kommenterer. Når jeg oplever skyldfølelsen, er den ofte bundet til situationer, hvor jeg f.eks. har oplevet incest. Det kan føles som en tung fornemmelse indeni og som et tungt åg på mine skuldre; følelsen af at være udskældt og forkert. Når jeg fortæller andre (f.eks. på Christine Centret) om mine incestoplevelser og om de situationer, hvor min far fik det til at se ud som om, jeg selv gerne ville overgribes, må jeg erkende min uskyld og jeg føler mig lettet indeni, som om jeg slipper af med min skyldfølelse og får placeret ansvaret hos den voksne – i mit tilfælde min far.

Jeg har gennem en årrække haft brug for at fordybe mig i min egen historie. At give mine incestoplevelser ord – at lære at fortælle min historie på mange måder og finde ud af, hvad der hørte til min far og hvad der hørte til mig, før jeg kunne forstå, at skylden ikke var min at bære.

……

Jeg har oplevet vigtigheden af en relation i det terapeutiske nærvær, hvor jeg kan dele indre tilstande og føle samhørighed. Det fantastiske kan ske, at denne dybe kontakt til et andet menneske kan sætte spor i krop og psyke, ja hele neurobiologien, og dermed ændrer hele forståelsen sig herunder oplevelsen af skam og skyldfølelse.

Idet jeg blev udsat for seksuelle krænkelser, mistede jeg den dybe følelse af tilknytning til andre mennesker. Det er så smertefuldt at være i mig selv, alene, når jeg ikke har en allieret ved min side, så frem for at møde omverden med en følelse nærvær og indgå i et sandt og nært forhold til andre mennesker, begynder jeg at spille roller. Jeg blev gjort til et offer af min far under incestovergrebene og den rolle har jeg kæmpet med lige siden. Ofte danner de seksuelle overgreb en symbiose mellem tre roller nemlig: Offerrollen, krænkerrollen og frelserrollen. Det vil sige, at for at distancere mig til mine følelser kunne jeg tænke om mig selv: “Det er synd for mig, jeg er et offer”. Når jeg tænker det, så dukker forventningen op om, at andre mennesker vil skade, misbruge og misforstå mig igen og igen.  Den forventning om at blive gjort fortræd gør, at et andet menneske må tildeles en krænkerrolle, så det kan minde mig om mit mindreværd og krænkeren må fortsat undertrykke mig. Rollerne fastfryses og i desperation tildeler jeg et andet menneske en frelserrolle. Én må komme og hjælpe mig ud af pinen og her kommer den sidste rolle i symbiosen i spil, frelseren. Vi kommer så let til at tildele andre en krænkerrolle, så vi kan opretholde offerrollen, der nok er smertefuld men tryg, da det distancerer os fra de ægte følelser og dermed lægger et slør over de egentlige følelser. Krænkerrollen kan indtages for at få følelsen af magt over et andet menneske eller jeg kan også selv indtage rollerne på en indad reagerende måde, så jeg bliver min egen krænker og dermed mit eget offer. Det får mig til at føle mig endnu mere forkert, hvilket øger min negative forventning til andre – hvilket øger min ensomhed – hvilket forværrer min angst – hvilket øger min skam – osv. osv. i en uendelig negativ spiral.

Ulideligt som dette er, har jeg mange gange forsøgt at appellere til at et andet menneske til at tage ansvaret for mig. Idealiseret et andet menneske og tillagt vedkommende rollen som evig container for mine offertanker. Uden at vi kommer i egentlig kontakt, for det er ikke mit vågne jeg, der dukker op til mødet. Det er alle mine roller. Mange af rollerne er indgroede vaner. Sådan plejer jeg at tænke om mig selv. De bliver på den måde en selvfølgelighed, en uomtvistelig sandhed. Det kan f.eks. være utrolig svært at holde op med at angribe mig selv. Problemet ved at gå ind i rollerne er, at vi mister vores autentiske oplevelser af os selv og det går ud over den sande tilknytning til andre mennesker. Jeg har brug for at være autentisk og levende i mit liv, for det er her, den dybe heling af incestsåret kan foregå. Derfor må jeg indse, at først når rollespillet holder op med at have betydning for mig, kan jeg blive fri og gå fra at være i de tre roller som offer, krænker og frelser, der er en belastende tankemåde, som øger skyldfølelse og skamfølelse i mit liv, til at være en overlever.

En måde, det kan være konstruktivt for en overlever at tænke på, kan f.eks. være: “Jeg er villig til at se på mine tanker og jeg kan sammen med én for mig betydningsfuld anden person ændre på mine livsomstændigheder. Jeg elsker og værdsætter mig selv.” I disse ord er der kræfter til at overleve en orkan.

At gå ud af trekanten gør ondt, for den er tryg og kendt og gør ondt på den fortrolige, hjemlige måde, og man ved altid hvad der vil ske.

At gå ud af den gør ondt på helt nye, ukendte, og skræmmende måder. Herude er man erfaringsløs og ved forsvindende lidt om, hvordan virkeligheden fungerer, Her ude må man lære at tage vare på og ansvar for sig selv – hvad man vil og hvad man ikke vil og det kan koste de relationer, til dem som ikke vil forlade trekanten.

De gamle venner siger, at man er blevet så indviklet og vanskelig. Selv synes man – efterhånden som man finder sammen med sig selv – at man er blevet enklere, gladere og langt mere forståelig og kontaktfuld for andre og for sig selv. Man lærer efterhånden at holde op med at lade sig styre af andre menneskers behov og forventninger undtagen efter et bevidst valg, som jeg så også tager ansvar for og bærer følgerne af.

I en dysfunktionel familie som min er rollespillet fastfrosset. Jeg har måttet gøre op med mig selv, om jeg ville være en del af det eller om jeg ville forsøge at gøre mig fri og dermed komme tilstede i verden. Nogen gange i livet er der bånd, der må brydes for, at man selv kan komme til at føle sig hel. Sådan er det også i min familie.

Jeg har i dag følelsen af at kunne være mere mig selv end nogensinde før, for jeg har fået kontakt til min kerne, hvilket er en vidunderlig ny følelse. Det er helt umuligt at leve uden i dag. Men meget omkostningsfuldt for jeg er den eneste i familien, der står ved at incesten er foregået. De andre har mørklagt den side af barndommen, som jeg i dag lever med i det åbne. Det betyder, at der en stor konflikt, hvor jeg er sat i skammekrogen for at ‘gå imod’ familien, som de siger. Det er en sørgelig historie uanset, hvilken synsvinkel man ser det fra.

……

Jeg har arbejdet længe med de seksuelle overgreb i terapi og jeg har fået bygget et netværk op, hvor jeg kan føle mig elsket og værdsat, som den jeg er – bl.a. ved at komme fast på Christine Centret. Tankerne om min far har ændret sig på nogle punkter. Jeg siger ikke, at man nødvendigvis behøver at tilgive den person, der har krænket én men nogle gange – for det er bestemt ikke altid – oplever jeg flere og flere forsonende tanker om mig selv og om min far, hvilket betyder, at jeg af og til har fået et overskud til at tænke, at også min far bærer på en historie. Han har helt sikkert også oplevet forfærdelige ting, der har gjort ham forkrøblet af skam, så han kan opføre sig så ligegyldig overfor andre mennesker, som min historie vidner om. En erkendelse af at lidelse er en del af alles liv og dermed bliver min far til en forhutlet skabning.

Inden jeg fik bearbejdet mine tanker og følelser, havde jeg svært ved at tro på, at min far bar ansvaret for noget. Jeg fortalte mig selv mange gange, at jeg skulle tilgive ham, men problemet var bare, at mine følelser ikke var forløste. Jeg havde ikke opdaget min side af sagen. Det jeg tidligere benævnte som sjæledrabet. Jeg skulle ind i mørket og hente mig selv ud. Der er gået mange år med utallige samtaler med gode mennesker og jeg oplever nu en friere måde at være i verden på. Jeg har ikke set min far i 6 år og skal heldigvis heller aldrig se ham igen, men for nyligt valgte jeg alligevel at skrive et brev til min far. Der var noget, jeg havde brug for at sige til ham. Jeg vil gerne prøve at læse det for Jer. Ikke for at udstille ham eller mig, men for at vise Jer et eksempel på, hvordan skam kan ændre sig gennem bearbejdning til at blive til ærlighed, åbenhed og medfølelse. Den lyder:
.

Kære far

At skrive dette brev er det sværeste, jeg i mit liv har gjort for, hvor skal jeg begynde og hvor skal jeg ende?

Vores hjerter er knuste og hvordan skal vi hele de sår? En fortættet smerte i brystet når jeg ser dig for mig vidende, at jeg bærer en del af din smerte og du bærer en del af min. Jeg ved, at jeg gør dig ulykkelig og det er forfærdeligt at bære. Samtidig ved du også, at jeg er syg og skal så grueligt meget igennem for at blive hel og det må gør dig ondt.

Hvordan skal vi hele vores sår, når vi ikke kan tale sammen? Det gør så ondt. 

Jeg har skrevet et digt, der udtrykker mine følelser for dig og hvordan jeg ser på dig og fortiden. Det lyder:

Som du bevæger dig gennem tusmørket
tynget at den måde du bar mig på
på armen der er øm af min vægt
og i lyssplinten fra døren på klem
stadig billedet på din nethinde
af mine foldede hænder i bøn
til den gud der skulle forhindre dig i
at falde i afmagt
og gøre det du ikke måtte
i troen på, at dét mørket gemte
ikke gjorde mig fortræd.
Som jeg bevæger mig gennem tusmørket
stadig med krampe i benene
efter at have haget mig fast til din krop
i forvisning om at min kærlighed til dig
ville kunne redde os
og af frygt for ikke at blive elsket tilbage
kunne jeg ikke stoppe dig
og din afmagtsfølelse blev ubærligt for os
idet du voldtog mig
Far, bliver du forskrækket, vred, sorgfuld?
Hvad går der gennem dit hoved?
Kan du være i dialog med mig?

Han reagerede med sorg og benægtelse men det er ikke det, der er vigtigt for mig. Det vigtigste var, at jeg fik placeret ansvaret og at jeg i fremtiden aldrig skal ærgre mig over ikke at have fået sagt min mening til ham og rakt en hånd frem i forsoning. Jeg ved endnu ikke, hvad der er mit næste skridt i min proces. Jeg er bare glad for at have overlevet det hele.

.