Kbh. sept. 2009

Af Lissi Sys Kronborg

Jeg er 56 år, ud af en søskendeflok på 5.

Fra jeg var ca 2 år, måske før, og til omkring 12 – 14 års alderen blev jeg udsat for seksuelle overgreb, først af en udenfor familien og da dette stoppede blev det min far.

Min familie så udefra ud til at være en kærlig, dejlig arbejderfamilie, hvor mor gik hjemme og passede børnene. Dette var alt andet end lige det. Der var en storebror, der fik mange tæsk, der var en lillebror der som meget lille sad og hamrede sit hovedet ind i væggen. Der var en anden lillebror som altid fik skæld ud og ikke mindst en storesøster som blev ”puttet” på en måde som var helt udover, hvordan man ”putter”.

Jeg havde altid ondt i maven, jeg var stille og velopdragen, sød og nem, men græd meget tit indvendig. Jeg fik tit at vide, at jeg så sur ud og mange gange blev der sagt, ”hvad er der galt, hvorfor er du nu sur og ofte fik mine brødre lov til at drille mig med, at jeg så sur. Det kunne være lige efter, at jeg kom fra soveværelset efter at være blevet misbrugt. Jeg kunne ikke ligge tør om natten, dette fulgte mig i mange år. Det var skamfuldt for mig og er det stadig, men jeg nævner det, for jeg er i dag ikke i tvivl om, at det var fordi, jeg var så angst og stresset. Jeg var indlagt for det, da jeg var 12 år, der blev ikke fundet nogen årsag til det.

Flere gange er jeg blevet glemt. Engang da jeg var 6 til 7 år blev jeg glemt på et gammeldags wc. Vi boede i lejlighed og havde wc i gården. Min far fulgte mig derned og ”tog” hvad han ville have og derefter gik han på besøg hos nogle af deres venner og lod mig sidde tilbage. Der var så mørkt og stille og det eneste, jeg kunne høre, var musene, der løb hen over gulvet.

I min familie måtte vi ikke grine, græde eller være vrede. Vi skulle være stille, rolige, og glade. Som helt lille ville jeg så gerne have fat i min mors kjole, jeg fik altid at vide at jeg skulle give slip og tit sagde hun ”lad være med der pjat”.

Da jeg var fire år, gik jeg hjemmefra. Var væk i fire timer, blev desværre fundet at politiet. Jeg gik nede på en strand, igennem en skov og kom ned af en markvej til et lille hus, hvor der var nogle dejlige mennesker. Jeg kom ind i deres køkken og fik en mad og et glas mælk. Jeg husker og mærker det som en rigtig dejlig følelse i maven, nok en af de bedste følelser jeg har haft som barn.

Jeg havde det rigtig svært som barn, udover mavepinen var jeg altid trist og meget, meget ensom. En ensomhed der har fulgt mig som voksen. Jeg havde det svært med kærester, ville gerne have en kæreste, men det kunne jeg slet ikke finde ud af og turde nok heller ikke. Det fulgte mig også i mit voksenliv. Jeg havde en svær pubertets alder, en tid hvor jeg følte mig udenfor i forhold til veninder. Ofte var det sådan, at hvis vi var mere en to, kunne jeg slet ikke finde min plads og troede, de ikke kunne lide mig, blev ked af det, trak mig. Også dette har fulgt mig i mit voksenliv.

Hvis jeg var alene hjemme som halvstor pige sad jeg ofte ude på en stor sten vi havde i indkørslen, jeg ville hellere være ude end inde, også selvom det var bælgravende mørkt. Det var mere trygt for mig at være ude end inde. Som voksen har jeg heller aldrig været bange for at være ude på alle tider at døgnet. I mange år når jeg kom hjem om aftenen, så kiggede jeg i skabe, under sengen for at sikre mig, at der ikke var nogen.

Min ene lillebror startede sin kriminelle løbebane, da han var omkring 12 år og havde gjort bekendtskab med fængslet op til flere gange, inden han blev 18 år. Dette var også med til, at der var vold og voldsomme skænderier i hjemmet.

Da jeg var omkring 20 år, var mit liv så smertefuldt, at jeg prøvede at begå selvmord. Jeg havde da i flere år fået antidepressiv, der blev ikke stillet spørgsmål til noget af det, livet gik videre som før.  Som 23 årig bliver jeg gift med en alkoholiker, får en datter, som heldigvis i dag er velfungerende efter flere års terapi og som jeg er meget stolt af. Jeg levede i et ægteskab på godt og ondt og det der til sidst får mig til at sige stop, er en episode med min daværende mand, hvor han henter sit jagtgevær i kælderen i huset, hvor vi bor, skyder dernede, for så at komme op i stuen, hvor jeg er med min datter og jeg tror at nu er livet slut. Det var det så ikke, han vælger at vende om igen efter at have stået lige foran os med jagtgeværet.

Jeg blev efterfølgende skilt. Nogle år forinden er min far død af cancer. Har mange gange tænkt over, hvorfor jeg ikke var ked af det, ikke græd, jeg var jo fars pige, altid beskyttede han mig, det forstår jeg i dag. Samme år som jeg bliver skilt, begår min yngste lillebror selvmord. Han skyder sig selv i min storebrors hus lige for øjnene af min storebror. Desværre gik der kun gå et halvt år, før min anden lillebror kører sig ihjel i en bilulykke. På det tidspunkt er han ikke kun kriminel men også narkoman. Fuldstændig urealistisk, flere dødsfald i familien sker og livet går nærmest i stå og alligevel fortsætter det som altid.

Som 36 årig bliver jeg opereret i mit underliv, som 40-årig bliver jeg opereret for en diskusprolaps og som 47-årig får jeg konstateret brystkræft. Nogle år forinden er jeg begyndt hos en psykolog, overgrebene er stadig fortrængt. Efterfølgende begynder et benhårdt terapi arbejde som stadig er i gang og jeg tror, det er et livslangt forløb.

Mit arbejdsliv er også til tider kaotisk. Jeg uddanner mig som 20-årig til damefrisør, senere til social- og sundhedshjælper og i 2008 blev jeg færdiguddannet som misbrugsbehandler. I dag kan jeg godt forstå, hvordan det hænger sammen og derfor har jeg nu også søgt og fået tilkendt flexjob. Min sidste uddannelse fik jeg på en revalidering efter brystkræften.
.

Behandling

Jeg startede i behandling hos en psykolog for ca 10-12 år siden. På det tidspunkt var jeg ikke bevidst om, hvad jeg havde været udsat for som barn. Mit liv havde til tider været svært, men jeg havde ingen anelse om, hvad der dukkede frem. Heldigvis.

Hvis der her opstår nogle huller, hvor det ikke lige hænger sammen,  så er det fordi der stadig er noget, jeg ikke kan huske og fordi min hukommelse til tider er meget dårlig.

Min datter havde brug for hjælp på et tidspunkt og jeg ville gerne hjælpe hende med at komme til en psykolog. Da hun havde været af sted et par gange, spurgte psykologen, om hun måtte tale med mig og det måtte hun gerne. Jeg husker ikke så meget andet end, at jeg også kom i behandling og da starter så et langt og smertefuldt terapi forløb. Et forløb som ikke er færdigt endnu og som jeg også tror er et livslangt forløb.

Hos den første psykolog, jeg har været hos flere, blev jeg bevidst om det ene af overgrebene, der dukker nemlig mere op. Jeg blev bevidst om det en nat, en nat hvor jeg svedigt havde kastet mig rundt i sengen, været snoet ind i dynebetræk og lagen. Pludselig satte jeg mig op og så billeder. Billeder hos min elskelig mormor. Jeg elskede at være der som barn, et sted hvor der var dyr, min mormor var altid hjemme, men pludselig blev det billede vendt til noget smertefuldt. En middelaldrende mand som hjalp til, en mand som jeg var ret glad for. Meget chokerende opdagelse. Vi havde en hemmelighed, når han gik over i laden eller op i marken, så skulle jeg følge efter. Her foregik overgrebene. Jeg var nok omkring et par år, da det startede og en 4-5 år, da det stoppede. Her starter så et smertefuldt arbejde med overgrebene. Jeg var hos den psykolog i et par år og jeg kan huske hun i starten sagde, at det var sjældent, hun arbejdede med en som havde fortrængt så dybt som mig.

Nogle år efter starter jeg så hos en psykoterapeut hvor der stadig arbejdes med overgrebene men også med andre svære ting, der har været i mit liv, såsom depression, fysiske sygdomme, nærhed, seksualitet, relation til andre mennesker, selvværd, tillid til andre og meget mere.

Det er en meget smertefuld periode. Det er her, der begynder at ske en forandring, en forandring som gør, at jeg begynder at komme i kontakt med mine følelser og som gør at jeg kan begynde at græde. Noget jeg aldrig har kunnet før, kun når jeg havde fået noget at drikke, så kunne jeg til gengæld også. Det var i den periode, det begyndte at blive svært at være sammen med mine veninder, veninder som jeg troede, jeg skulle have resten at mit liv. I dag er der flere at dem, jeg ikke har kontakt til mere.
.

2000

Jeg slutter hos denne psykoterapeut efter et par år for at holde en lille pause. Den lille pause blev på et par år, for jeg får i januar 2000 konstateret brystkræft. Jeg var sygemeldt i to år, et par rigtige hårde år, men som jeg har sagt før, så er det ikke de meste smertefulde år, det er mit arbejde med overgrebene. Det er incesten, der har invalideret mit liv.
.

2002 – 2004/05

Jeg kommer godt ud af forløbet og starter job igen. Dog får jeg det psykisk dårligt sidst i perioden af min sygemelding og dette eksplodere nu rigtig. Jeg bor på Fyn og arbejder tæt på Incest Center Fyn. Jeg har to fantastiske kollegaer og en dag siger jeg til dem – nu går jeg derhen og det gjorde jeg. Så starter igen et smertefuldt arbejde, men heldigvis vidste jeg ikke, hvad der senere ville komme. Her var det igen overgrebene, familiemønster, opvækst, min rolle i familien og det svære voksenliv. Da der er gået et par år, føles det som om, at jeg ikke kan få/hente mere der.
.

2005

Om jeg holder en lille eller lang pause nu, kan jeg ikke huske, men i hvert fald starter jeg hos en selvlært terapeut/clairvoyant efter anbefaling fra en veninde. Efter et lille års tid hos hende, har jeg det så dårligt, at livet er smertefuldt, uoverskueligt, håbløst og meningsløst. At jeg fortsætter hos hende er utroligt, men jeg havde vel stadig et håb inderst inde om at hun kunne hjælpe mig.

Så kom chokket – det næste chok. Et chok der var så stort, at jeg de næste tre mdr. lå i fosterstilling. Mens jeg sad hos hende ”så” hun noget og i det samme fik jeg billeder af min far og mig. Jeg græd og sagde, ja nærmest skreg, at min far har misbrugt mig også. Ja, sagde hun, det har han. Da brast min verden. Min far som altid har elsket mig meget højt – jeg var fars pige. Min far der altid forsvarede mig, passede på mig, min far som jeg havde på en piedestal. Alt det faldt pludselig fra hinanden og min verden gik i tusinde stykker. Jeg kunne ikke gå derfra, måtte ligge på hendes seng i lang tid og hvordan jeg kom hjem, ved jeg ikke. Jeg kan huske, at hun ringede til mig om aftenen for at høre, hvordan jeg havde det. Var fuldstændig i chok og helt alene i verden med dette. Jeg fik så på et tidspunkt fortalt min veninde om det og hun tog sig af mig. Jeg stoppede straks med at komme hos hende, men der var ingen tvivl om at hun var bekymret for mig. Hun ringede flere gange og jeg tror, jeg kan huske, at hun tilbød, at jeg kunne være hos hende og hendes familie juleaften og nytårsaften. Det gjorde jeg ikke, men jeg kunne heller ikke være sammen med min familie. Min datter skulle være hos sin far, så jeg havde ikke nogen forpligtigelser. Jeg var hos min veninde både jul og nytår. Hvordan jeg kom igennem det, kan jeg slet ikke huske.
.

2006

Fra jan. 2006 lå jeg i fosterstilling i tre mdr. Jeg havde fået en revalidering og skulle starte noget skole for så at starte uddannelse senere på året. Jeg stod op kl. syv om morgenen, var hjemme igen senest kl. to, lagde mig på sofaen, trak benene op under mig, tændte for fjernsynet og lå der til næste morgen. Jeg sov aldrig i soveværelset, opvasken voksede og jeg fik ikke meget mad i den periode. På en eller anden måde er jeg kommet i terapi igen, hvordan ved jeg ikke.  Et forløb som jeg havde frem til august, hvor jeg skulle flytte fra Fyn for at starte på uddannelse. Jeg startede hos en meget dygtig terapeut, som havde speciale i overgreb og hvordan jeg er kommet på benene igen, kan jeg ikke huske.

Mens jeg lå der fik jeg kæbehule betændelse, var på penicillin af flere omgange og fik en tand trukket ud, som var fuldt med betændelse, noget jeg aldrig havde haft før. På en eller anden måde kom jeg på benene, eftersom jeg fik min lejlighed sagt op og flyttede.
.

2006 – sept.

Jeg starter på uddannelsen  og der kom en periode på 1 ½ år,  hvor jeg havde ro i mit system, hvor livet blev noget nemmere men stadigvæk i terapi, hvad jeg startede med ret hurtigt, efter at jeg kom herover. Jeg havde noget ro på til at kunne være i uddannelsen, til at kunne synes, det var fantastisk spændende og samtidig skulle etablere mig og til at finde et nyt netværk. Jeg slutter hos terapeuten efter 1 – 1 ½ år. Et godt forløb og også her mærker jeg, at jeg ikke kan få mere.
.

2007 og 2008

Jeg er ikke færdig med at få hjælp. November 2007 starter jeg så et nyt forløb, her er jeg stadig under uddannelse og husker ikke så meget fra starten og frem til foråret 2008. Jeg ved, at jeg fra starten syntes, det var og er en meget dygtig terapeut, var tryg og en god kontakt. I foråret 2008 bliver jeg færdig med uddannelsen og skal nu ud og søge job. Jeg får tilbudt job, men må ret hurtigt sygemelde mig, prøver igen men det samme sker igen.

Jeg kan stadig ikke sove i soveværelset, jeg begynder at vågne meget meget tidligt om morgenen med voldsom hjertebanken, en puls der hamrer og banker, kramper omkring brystet, knude i maven, enormt ensom, håbløshed og meget meget ked af det. Det tager til i løbet af foråret og sommeren og her begynder jeg også at få flashback. Flashback som vælter mig fuldstændig. I nogle uger er jeg i terapi en gang om ugen. Det er her jeg for første gang i mit lange forløb, ikke en gang da jeg lå i fosterstilling, begynder at tænke på, om jeg kan holde smerten ud. Jeg vil rigtig gerne livet, men smerten er så voldsom, at den må have en ende, men tanken om min datter gør, at jeg kæmper videre.

En nat hvor jeg ikke kan sove, sidder jeg og slår hovedet ind i væggen. Jeg kan huske at jeg tænker, at jeg er ved at blive fuldstændig vanvittig. Senere har min terapeut så fortalt, at det var desperation. Ledighed og sygeperioder gør mig fortvivlet, frustreret og desperat og når jeg bliver det, så sætter min historie ind. Det bliver uoverskueligt og jeg mister troen på at det nogensinde bliver bedre. Indimellem isolere jeg mig, jeg sidder og kigger ud af vinduet, ser at naboen rejser på ferie og følelsen i mig er, at de svigter mig, jeg kender dem ikke. Jeg græder og føler mig ensom. Ofte vil jeg ikke gå i seng om aftenen, fordi jeg er så bange for at vågne om morgenen med smerten, en smerte der hiver og flår i mig.

Tager jeg på besøg i min fødeby, kommer jeg hjem og har det endnu værre. Jeg kan ikke være sammen med min familie og alligevel higer jeg efter at være sammen med dem. Det føles som om jeg står og ser det hele udefra, usikker, bange og ude af stand til at forbinde mig med de andre i familien. Ved ikke, hvad ben jeg skulle stå på. Sorgen over ikke at kunne være en del af familien giver meget smerte.

En af gangene, hvor jeg sad i toget og var på vej hjem, brød jeg fuldstændig sammen. Det var i september måned og dagen efter skulle jeg starte i et vikariat resten af året. Allerede efter nogle dage må jeg gå hjem fra jobbet og sidder bare og kigger ud af vinduet.

Igen er jeg meget i terapi, jeg bliver delvist sygemeldt i samråd med min læge, kan kun gå på arbejde og så hjem på sofaen, for så at gå meget tidligt i seng. Der er ikke plads eller overskud til noget andet i mit liv. Sidst på året beslutter jeg i samråd med lægen, at jeg skal søge flexjob.

.

Jeg får lyst til at tilføje, at ingen kunne se på mig, hvor dårligt jeg havde det. Jeg har altid formået at kunne skjule det. Havde facade på, sådan har det været i hele mit liv. Altid fået at vide, at jeg klarede det godt og lignede en, der havde det godt. Mit hjem var perfekt, der var ikke noget at sætte en finger på. ‘Du ligner jo en, der har det godt’ – og så var svaret jo lagt i spørgsmålet! Og så var vi jo fri for at snakke om det svære.

.
2009

Fra 1. januar blev jeg sygemeldt på fuld tid. Jeg ikke alene har det rigtig skidt men nu starter en proces med kommunen, et forløb hvor jeg føler meget meget presset og underlagt en magt, hvor jeg ikke kan stille noget op. Der bliver indkaldt til møder og jeg skal i arbejdsprøvning. Jeg kan huske, at jeg efter det første møde med kommunen gik grædende derfra og stod ude på Rådhuspladsen fuldstændig opløst i gråd. Jeg tænkte ”skal jeg ikke bare gå derudad, alting kan være lige meget nu”. Jeg fik kontakt med lægen og terapeuten og hvordan jeg er kommet ned til lægen, ved jeg ikke den dag i dag.

Fra da af gik det med rigtig meget terapi, arbejdsprøvning, attester flere steder fra, kontakt til lægen, møder med sagsbehandler og erhvervskonsulent. Nogle meget få gode oplevelser i systemet men der var dog nogle.

Mine morgener er stadigvæk meget smertefulde.  Jeg græder så snart jeg er alene, ensomheden er på fuld hammer og op til flere gange tænker jeg tanken igen, om jeg kan holde ud at være i livet. På et tidspunkt sætter jeg en deadline, får jeg det ikke bedre vil og kan jeg ikke mere, men også her tænker jeg på min datter. Jeg kan ikke gøre det overfor hende, hendes far har hun ingen kontakt til og skal hun så også miste sin mor. Jeg må kæmpe videre.

Min terapeut anbefaler mig at skrive og tegne og få en veninde med i mit arbejde, hun siger ja til at være med på sidelinjen nærmest hele døgnet. TAK.  Det smerter, smerten flår i mig, det står på i flere måneder og jeg er i et meget intensiv terapi forløb, terapeuten er der, når jeg har brug for hende og jeg begynder også at række ud til nogle ganske få veninder. Sådan er det til midt i juli, så begynder det at vende.

Pludselig mærker jeg noget andet, noget glæde. En aften efter en koncert i kirken, sad jeg med en kop kaffe og pludselig følte jeg mig privilegeret. Herefter bliver det bedre og bedre, stadig er der dage, hvor jeg har det skidt men jeg formår at komme ud af det selv. Jeg er på nogle gode ferier, jeg hviler mere i mig selv, ensomheden dukker op engang imellem men ikke mere, end jeg kan komme ud af den selv. Når jeg er hjemme, er det ok at være alene og til tider nyder jeg det rigtigt meget. Jeg opdager, at jeg ikke laver aftaler bare for at lave aftaler, ikke mere aftaler som ikke er gode for mig.

Min teori er, at jeg har været helt inde ved kernen, været inde i den mavepine som jeg altid havde som barn og det meste at mit voksenliv, mærket smerten, gået den igennem, bedt om hjælp og jeg har en tro og fornemmelse på, at det kun bliver bedre og bedre fremover. Samtidig ved jeg godt, at jeg stadig kan blive reaktiveret, jeg har en sorg over adskillelsen fra min familie, men jeg er meget bevidst om i dag, hvad jeg skal gøre, når jeg mærker noget, der er svært.
.

Afslutning

I dag har jeg rigtig mange gode dage, dage der stadig starter med knude i maven, men det er en knude, jeg selv kan komme af med, er jeg ked af det, er det også noget, jeg kan håndtere selv. Jeg har sovet i soveværelset fra først på sommeren og har ikke lyst til noget andet. Jeg går ikke så tidligt i seng mere og vågner ofte ikke så tidligt om morgenen mere. Hjerte banken og en puls der arbejder hurtigt, vågner jeg stadig med og kan også mærke det flere gange i løbet af en dag, men det er langt mindre end før. Jeg er ikke så bekymret for det mere. Jeg har overskud til noget mere i mit liv, jeg er mere fri i min krop, jer er mere glad og positiv. Jeg er begyndt at læse og strikke igen, det har jeg ikke gjort ret meget i mange år. Dog skal jeg passe meget på mig selv, lytte til min krop, passe på med ikke at blive for træt, for så bliver jeg meget sårbar. Jeg må ikke springe min motion over og jeg skal sørge for at lave god og sund mad. Jeg skal stadig bede om hjælp, når jeg har brug for det, jeg går stadig i terapi, det er en livslang proces for mig.
.

Det har været og er stadig en meget lang rejse, en stor personlig udvikling og da jeg sad og forberedte mig til dette oplæg, kunne jeg ikke lade være med at sammenligne forløbet med en karriere på arbejdsmarkedet. Der skal styrke, overskud, handlekraft, gåpåmod, vilje og meget mere til for at gøre dette arbejde og hvis alt det, var blevet lagt i et job, så er jeg sikker på at jeg i dag havde haft en super karriere med en høj løn. I stedet står jeg uden for arbejdsarbejdsmarkedet med en stor gæld til mange terapitimer.

.

Efterskrift…

Der er gået et år siden, jeg skrev mit oplæg……et år med store svingninger, et år med meget terapi i perioder. Samtidig også et år, hvor jeg har fået job og her trives jeg. Det er meget vigtig for mig at have struktur på min hverdag. Jeg bliver til tider retraumatiseret, det kan vælte mig, men heldigvis kan jeg i dag hurtig komme tilbage til livet igen.

Jeg er sårbar, sårbarheden giver mig STYRKE, styrken er med til at bære mig igennem smerten. Den smerte der indimellem føles uoverskuelig. Jeg er ikke i tvivl om at jeg resten af mit liv må have hjælp i perioder.

Samtidig mærker jeg også LIVET, et liv der indimellem mærkes og føles helt fantastisk.

.