Synlighedsdagen København

Kulturhuset Islands Brygge d. 22.09.12.

 Arrangeret af SporLandsforeningen for voksne med senfølger af seksuelle overgreb 

.

Mestringsstrategier og senfølger

Allerede fra dagens start kl. 10, var salen i Kulturhuset på Islands Brygge faktisk fyldt op – ca. 230 deltagere.

Dagens konferencier, Karin Dyhr, bød velkommen og kom med forskellige praktiske informationer. 

 

Åbningstale
I år blev åbningstalen holdt af Lisbeth Zornig Andersen, forfatter til ‘Zornig – vrede er mit mellemnavn’. Lisbeth holdt en meget fin og personlig tale om, hvordan senfølgerne påvirker hendes liv.  Hun kom også ind på, hvordan det er at blive sat op på en piedestal og hvordan det ofte ‘snyder’ folk, at hun er veluddannet og kendt. Hun advarede mod for ensidigt fokus på de seksuelle overgreb, for der kan have været andre svigt eller overgreb, der for den enkelte har føltes værre og har skadet mere. Lisbeth har selv oplevet, hvor stor betydning, det har haft for hende at skrive sin bog og hvordan det har været en del af hendes helingsproces, så hun opfordrede alle til at skrive. Hun har selv været i den heldige situation, at hun har fået al den hjælp hun havde brug for i forbindelse med hendes bog men der er mange andre historier, der har brug for at blive fortalt. Så i det omfang, det er muligt, vil Lisbeth gøre, hvad hun kan med at hjælpe, så de kan komme ud.

 

Barnets mestring – den voksnes senfølger (teori)
Første oplæg blev holdt af Lone Lyager, psykoterapeut med tilknytning til Støttecenter mod incest. Lone fortalte om, hvilken funktion mestringsstrategierne har for barnet og hvor vigtigt det er at forstå, at strategierne har en positiv intention – nemlig at holde ud at leve. Barnet var utroligt kreativt og livsdueligt, når det var i stand til at finde sådanne måder at mestre sit liv på.

‘Det er bedre at leve som en synder i en verden styret af Gud end at leve i Helvede’. Denne vending gik igen flere gange. Den beskriver den mestringsstrategi, at barnet hellere påtager sig al skyld og skam, end det konfronterer det faktum, at det ikke kan stole på de voksne og at det ikke kan komme væk fra de mennesker, der skader det. Når barnet påtager sig skylden, kan det føle en form for kontrol. Barnet skaber en alternativ virkelighed, hvor det oplever forældrene som ‘Gud’ og sig selv som ‘synderen’. Derved sker der en splittelse (dissociation) af barnets bevidsthedstilstand, så det begynder at have parallelle virkeligheder. Problemet er, at når barnet bliver voksen, så hjælper barndommens mestringsstrategier ikke, for de har reelt ikke nogen funktion længere. De bliver tværtimod en belastning, der hindrer den voksne i at mestre sit liv. Da strategierne jo er ubevidste og skabt som en livsnødvendig beskyttelse, kan de ikke bare slippes. Derfor sker der ofte det, at belastningen efterhånden bliver for stor, så forsvarene bryder sammen og det bliver nødvendigt at søge professionel hjælp.

 

Barnets mestring – den voksnes senfølger (praksis)
Teorierne i Lones oplæg blev personificeret af en kvinde, der bl.a. fortalte om, hvordan hun i sin barndom uden at vide det levede efter devisen: ‘Det er bedre at leve som en synder i en verden styret af Gud end at leve i Helvede’. Hun skabte en alternativ virkelighed, hvor familien var perfekt, alt var godt og normalt, kun hun selv var ‘forkert’ og ‘ond’. Derved undgik hun at konfrontere, at hun faktisk levede i en verden, der føltes forkert og som gjorde hende ondt. Som voksen blev hendes problemer til sidst så store, så hun søgte hjælp og startede i terapi. Efterhånden fik hun en ny forståelse af sig selv og sin opvækst men stadigt kan hun føle stor skam over sig selv i bestemte sammenhænge. Den begynder dog nu at blive mindre og erstattet af andre følelser som vrede og sorg. 

 

Misbrug
Efter en pause holdt Jan et meget stærkt oplæg. Som barn udviklede Jan ikke mestringsstrategien  ‘Det er bedre at leve som en synder i en verden styret af Gud end at leve i Helvede’. Han var helt bevidst om, at han levede i et helvede på jorden. Jan fandt andre måder at flygte på. Bl.a. låste han sig ude på badeværelset i timer, hvor han passede sine sølvfisk, byggede rede til dem og gav dem mad. Da han var 13 år, var han blevet så fysisk og psykisk stærk, så han var i stand til at stoppe både sin stedfars vold og sin mors misbrug. Derefter fulgte mange år med misbrug af alkohol, stoffer og sex, der bedøvede den overvældende indre smerte. Adskillige gange blev Jan afvænnet men efter endt afvænning blev han bare overladt til sig selv, hvorfor det hele straks startede forfra. Der var jo slet ikke blevet fokuseret på årsagen til hans misbrug, så han havde stadigt brug for smertelindring. På et tidspunkt gav en veninde ham bogen ‘At bestige bjerge’ af Lone og Jette Lyager – en bog om gruppeterapi for mænd, der har været udsat for seksuelle overgreb. Det blev et vendepunkt, der førte til, at Jan blev klar til at starte terapi og det ændrede hans liv definitivt. Nu har han været clean i flere år, er i parforhold og i gang med uddannelse. Det kan stadigt gøre ondt og der er stadigt mange udfordringer, men den dominerende følelse nu er taknemmelighed over at have fået et helt nyt liv.

 

Selvskade
Efter en times frokostpause fulgte det næste meget stærke oplæg. En kvinde fortalte, hvordan hun fra 6 års alderen bar på en mørk hemmelighed: hun havde været udsat for seksuelle overgreb. Allerede fra 8 års alderen fik hun en anden mindst lige så stor hemmelighed at bære: Hun skadede sig selv meget voldsomt på flere forskellige måder. Selvskaden havde flere forskellige funktioner: Dels kunne hun opnå en følelse af at blive trøstet og dels kunne hun opleve, at når hun var kommet slemt nok til skade, skulle hun ikke yde noget og ikke leve op til noget. Omgivelserne fattede ikke mistanke, for hun var tilsyneladende bare et ualmindeligt klodset barn, der altid kom til skade. Først under en indlæggelse og gentagne mislykkede operationer blev lægerne klar over, at de havde med ‘en selvskader’ at gøre. Det udløste absolut ingen omsorg eller hjælp, tværtimod. Efter mange år brød hendes forsvar sammen og det førte til, at hun kom i gang med et langvarigt behandlingsforløb hos en terapeut. Under behandlingen blev der ikke fokuseret på symptomerne – selvskaden. Terapeuten mente, at den adfærd ville stoppe, når selvskaden ikke længere havde nogen funktion og det kom til at passe. I dag føler hun sig dybt taknemmelig over, at hun mødte et menneske, der ikke bare rummede hende og hendes historie men også tilbød tilknytning.

 

De pårørendes muligheder
Dagens sidste indlæg blev holdt af Britta Tønnies, aut. psykolog. Britta fortalte om, hvordan de pårørende til den seksuelt misbrugte også let bliver ofre. Britta kom ind på mange forskellige ting, bl.a. at det som pårørende kan være enormt svært, hvis man bliver konfronteret med detaljer og enkeltheder omkring overgrebene, som man slet ikke kan rumme. Brittas råd til den misbrugte er, at man undlader at gå i detaljer og ikke fortæller noget, der kan få andre til at danne indre billeder. Hvis man har brug for at fortælle detaljer, vil det være hensigtsmæssigt, det er til en behandler. Et andet problem kan være, hvis den misbrugte fortæller sine pårørende om overgrebene men pålægger dem tavshed og kræver hemmeligholdelse. Det er ikke et rimeligt krav, for den pårørende står pludseligt med en viden, der er alt for svær at bære alene. Løsningen kan være at den pårørende taler med en professionel behandler om sin egen situation og om, hvordan han/hun bedst håndterer det. Den misbrugte og dennes pårørende kan evt. aftale, hvem den pårørende kan tale med eller absolut ikke må tale med om det. Britta nåede kun at komme en smule ind på, at det er forskellige problemer alt efter om de pårørende er forældre, partner, børn eller venner. I forhold til en partner kan der bl.a. være problemer i forhold til sexlivet og Britta kom med nogle forslag til, hvordan det kan blive bedre – det vigtigste er at begge parter taler fuldstændig åbent og ærligt om deres følelser. Endeligt er det vigtigt, at de pårørende giver sig selv lov til at holde pause fra problemerne og  gør noget godt for dem selv, der giver glæde. Det hjælper ingen, hvis de pårørende p.g.a. skyldfølelse påtager sig den misbrugtes smerte, for det forsvinder den ikke af, tværtimod.

 

Åben debat
Til sidst var der åben debat, hvor publikum kunne stille spørgsmål til oplægsholderne. Mange forskellige emner og spørgsmål blev bragt op: 

  • Hvordan håndterer man som misbrugt at være den, der skal trøste sine pårørende, fordi de ikke kan bære smerten?
  • Hvordan er det muligt at komme videre, når mange års terapi ikke har hjulpet?
  • Hvad gør man, når skylden og skammen bliver ved med at være så overvældende (Karin Dyhrs forslag: Find et billede af det lille barn og sæt det op et sted, hvor det bliver set flere gange om dagen. Spørg så om det barn virkeligt var skyldigt?)
  • Kulturen og den diskrimination der ligger i opfattelsen af misbrug af drenge og piger (en stor dreng er ‘heldig’, hvis f.eks. en ældre, kvindelig skolelærer forfører ham, mens ingen er i tvivl om, at det er overgreb, hvis det er en ældre, mandlig lærer, der forfører en ung pige).
  • Som altid kom spørgsmålet om, hvorvidt det er nødvendigt at tilgive for at ‘komme igennem’. Svaret må være, at det er helt individuelt.
  • Sidste spørgsmål var, om det er muligt nogensinde at blive fri. Karin Dyhr afsluttede debatten med at konstatere, at med den rigtige behandling ER det muligt at få et godt liv uden senfølger, for det er hun selv et levende bevis på.

Spor siger hermed tak til alle deltagere for at være med til at skabe en fantastisk dag med stærke indlæg, en god stemning, glæde, samhørighed, nærhed og fællesskab. Forhåbentligt på gensyn til næste år – lørdag d. 21. september 2013 kl. 10-16.30  i Kulturhuset på Islands Brygge.

Deltagernes kommentarer til dagen kan ses i gæstebogen.

.

Referat: Anne Christensen