Pressemeddelelse, Nordjylland 2019

Nordjysk Spor er arrangører af Synlighedsdagen i Aalborg,
og de har sendt denne pressemeddelelse til Nordjyske og Kristeligt dagblad.

.

Det er lidt tidligt at gøre reklame for det arrangement, der løber af stablen den sidste lørdag i september (28. september), og det er da heller ikke det primære formål med denne pressemeddelelse.

Formålet er at gøre opmærksom på de særdeles interessante fortællinger og problemstillinger, som forbinder sig til det meget tabuiserede emne, at der i Nordjylland går mange voksne mennesker med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen. Det som Nordjysk Spor, foreningen bag Synlighedsdagen, gerne vil have fokus på, er ikke den enkeltes overgrebshistorie, men at få frem i lyst hvor store konsekvenserne faktisk ofte er. Det er generelt set helt ukendt for de fleste, hvor meget og hvor voldsomt det faktisk præger mennesker.

På synlighedsdagen er en af deltagerne Karin Dyhr, som i dag har passeret 70 år, er forfatter og en meget brugt foredragsholder. Hun var tidligere i sit liv syg i en periode på 17 år og har mere end 70 psykiatriske indlæggelser bag sig. Hendes fortælling er så vild!

På dette års Synlighedsdag vil Karin Dyhr med baggrund i sin nye bog ‘Ude af mig selv’, stille skarpt på det man indenfor psykiatrien kalder dissociation. Det betyder, at man i sit liv svinger imellem at være meget kompetent og intet at kunne – at have selvmordsforsøg for umiddelbart derefter at tage sig af andre. At være rolig og besindig og et øjeblik efter vanvittig og tilsyneladende urimelig vred, måske voldelig – for bagefter ikke at kunne huske spor om det. Ingen er klar over, at der bag den urimelige og særdeles underlige adfærd ligger traumer, som ikke er bearbejdede, og som der måske end ikke er sat ord på. Og ingen spørger, så tilstanden varer ved.

På dette års synlighedsdag vil Karin Dyhr indgå i et samspil med skuespiller Henrik Hagensen, som vil oplæse beretninger fra mennesker som har oplevet disse ting.

.