‘Somatisering’

Af Anne Christensen

Kbh. sept. 2013


Kroppen husker… Jeg synes ikke rigtigt, at de ord giver så meget mening for mig. Min krop har fortrængt alting i samme grad som mit hoved. Jeg kan meget bedre forholde mig til at sjælen husker. Underbevidstheden husker. Men jeg mærker ikke noget i kroppen. Har ingen kropslige erindringer.

Alligevel ved jeg jo godt, at fortiden har sat dybe spor rent fysisk. Min krop har skreget højt og længe – det var dens måde at udtrykke sig på – men den blev ikke forstået hverken af mig selv eller andre. Jeg forstod ikke kroppens signaler, fordi jeg ikke havde anden form for hukommelse. Uden erindringer kunne jeg ikke sætte kroppens reaktioner ind i en kontekst, så de gav en mening. D.v.s. jeg fejlfortolkede kroppens signaler og det gav et meget forvrænget selvbillede.

 .

  • Jeg forstod bl.a. ikke min angst. Lige fra jeg var ganske lille, led jeg af overvældende panikangst. Jeg var angst for alt mellem himmel og jord. Det gav ikke nogen mening, at jeg var så rædselsslagen for alting. Jeg forstod det ikke, så jeg tolkede det som svaghed og dermed noget, der skulle skjules.
  • Jeg forstod heller ikke min træthed. Jeg havde altid været så dræbende træt – alting føltes uoverkommeligt. Men jeg havde jo ingen grund til at være træt, så det måtte jo være fordi, jeg var doven og ergo skulle jeg bare tage mig sammen. Min dovenskab var i høj grad også skamfuld, så den måtte jo også skjules.
  • Jeg forstod i særdeleshed ikke min seksualitet. Da jeg fik kærester, kunne jeg ikke klare blid berøring. Det var som om, at der kravlede insekter på mig – og jeg havde insektfobi. Jeg følte, at det i den grad var unormalt, så det skulle så afgjort skjules – men den side af mig var der heldigvis heller ikke så mange, der kendte noget til.

 .

Først da jeg fandt ud af, hvordan min barndom havde været, kunne jeg begynde at forstå årsag og virkning og så begyndte alting at give mening. Det ændrede mit selvbillede fuldstændigt.

Så Søren Kierkegaards ord om, at livet skal leves forlæns men forstås baglæns giver i allerhøjeste grad mening for mig. Først da jeg var 43 år, begyndte jeg at forstå mig selv.

 

Barndommen og ungdommen
Lige fra jeg var helt lille har min krop og mit hoved været adskilte. De har formentligt aldrig rigtigt hængt sammen. Jeg kunne ikke mærke min krop.

Det betød bl.a., at da jeg startede i skole, var det meget svært for mig at komme ud af døren. I starten var det panisk (indtil det blev så meget for meget, så jeg i stedet fik skyklapper på). Metaforisk kan man sige, at det kun var mit hoved, der var ude i verden. Min krop blev hjemme i trygheden.

Ude i verden skulle mit hoved hele tiden fokusere, observere, holde øje med, forholde sig til, afkode, fortolke… Jeg efterlignede andre og så og hørte, hvad der var ‘det rigtige’ at gøre, for når det kun var mit hoved, der var derude, kunne jeg jo ikke mærke det. Jeg tænkte mig til følelser. Når andre grinede, så grinede jeg med; når andre var vrede, så jeg også gal ud; når nogen var kede af det, så blev mit ansigt lagt i de rigtige ked-af-det folder. Det er klart, at jeg blev voldsomt mentalt overbelastet, så jeg fløj væk.

Min krop blev også voldsomt overbelastet. Jeg havde jo efterladt den derhjemme, men den havde sneget sig med ud i verden og det var den, der oplevede alting helt fysisk og den brugte uendeligt mange kræfter på at skulle klare at gøre det rigtige og holde sammen på sig selv. Den beskyttede sig ved at blive stiv og lukke alting ude, så alle indtryk prellede af på den.

D.v.s. at mentalt var jeg helt væk og fløj rundt ét eller andet sted meget højt oppe over jorden. Fysisk var jeg også helt væk og mærkede ingenting. Jeg var der altså slet ikke. Og så er det jo ikke så mærkeligt, at jeg ikke kunne huske noget af min barndom og alt bare forekom som ét stort mørke.

Oplevelsen af slet ikke at have været der – ikke at have eksisteret – har været meget voldsom. Hvor gennemgribende den egentligt var, blev jeg klar over, da jeg i 2008 mødte en gammel klassekammerat. Jeg kunne sagtens huske ham – vi gik i klasse sammen de første fire år. Men da det viste sig, at han også huskede mig, blev jeg fuldstændigt lamslået. Logisk set kunne jeg måske nok forstå det (knap nok) men følelsesmæssigt kunne jeg slet ikke forstå det. Tænk sig, der var én der kunne huske mig fra min barndom! Jeg havde faktisk været der! Jeg var ikke bare kommet ned på jorden, da jeg var 14½ år! Det var så stort et chok, så jeg græd over det i to dage.

Det er klart, at det var umuligt for mig at skabe relationer til andre på den måde. Og det forstod jeg jo heller ikke. Jeg var så smertefuld, dræbende ensom og længtes efter nogen at være sammen med – nogen at høre sammen med.

Dengang vidste jeg ikke, at jeg reelt ikke kunne holde ud at være sammen med andre. Det drænede mig jo for energi, når jeg kun kunne forholde mig mentalt til andre og slet ikke var følelsesmæssigt til stede. Kun når jeg var alene hjemme (eller alene ude på mit værelse) kunne jeg være sammen med min krop – få en fornemmelse af kroppen – og dermed samle lidt energi sammen. Den smule energi jeg kunne nå at få ved at være alene, blev lynhurtigt forbrugt, når jeg næste dag igen skulle ud i verden. Og sådan fortsatte det, til jeg ikke kunne holde til det længere som 43 årig.

Ensomheden var faktisk det mest skamfulde af alt. Alt det andet, der var galt med mig, kunne jeg prøve at skjule – men ensomheden kunne ikke skjules. Alle og enhver kunne jo se, at jeg ikke havde nogen at være sammen med. Og hvad sagde det ikke om mig?

 

Hovedpinen
Jeg led meget af spændingshovedpine som barn. På et tidspunkt skiftede hovedpinen karakter og blev til nogle anfald med sindssyge smerter. De startede svagt i højre tinding, dernæst bredte de sig ned i nakken og så var det som om, der kom en kniv og skar mit højre øje ud indefra. Jeg troede naturligvis, jeg skulle dø eller ialtfald blive sindssyg af smerter.

Samtidigt led jeg af den altomfattende psykotiske angst. Da jeg var 22 år, fik jeg antipsykotisk medicin og det hjalp også. Angsten forsvandt og det betød, at mit følelsesliv kom til at køre på en meget lige linie uden særlige udsving.

Hvad jeg ikke var bevidst om dengang og måtte forstå baglæns var, at da angsten var væk, blev hovedpinen proportionelt forværret. D.v.s. at summen af smerte og angst var stadigt den samme – symptomet havde bare ændret udtryk.

Igennem de næste mange, mange år prøvede jeg alverdens slags forskellige medicin og var igennem, undersøgelser og behandlinger både indenfor det etablerede og det alternative behandlingssystem. Der var ingenting, der hjalp og det var jo klart, når hovedpinen hverken af mig selv eller andre blev forstået som et symptom men behandlet som om, den var selve årsagen.

Allerede i ungdommen begyndte jeg at interessere mig for selvudvikling. Jeg søgte at få en selvforståelse og måder at få det bedre på i al almindelighed og med hovedpinen i særdeleshed. Igennem årene fik jeg mere og mere en fornemmelse af, at hovedpinen var et budskab fra min underbevidsthed, der sagde: ‘Nu skal du altså finde ud af, hvad det her handler om’.

Der var ikke noget jeg hellere ville og jeg prøvede. Bl.a. brugte jeg meget visualisering eller måske snarere selvhypnose for at finde forklaringer. Problemet var bare, at når jeg kom i nærheden af noget om min barndom eller især om min far, så fik jeg hovedpineanfald. Så det bed sig selv i halen: Jeg fik hovedpine, fordi jeg ikke kunne huske, men når jeg prøvede at huske, fik jeg hovedpine!

Sådan gik det frem til 1999. Da læste jeg ved et tilfælde i en lægebrevkasse en præcis beskrivelse af mine symptomer. Jeg fik en tid hos lægen og kunne fortælle ham, at nu vidste jeg, hvad jeg fejlede: Jeg havde Hortons Hovedpine. ‘Åh, mon dog. Det er jo en alvorlig diagnose’, var hans svar, men han fik dog skaffet mig en tid hos en neurolog allerede dagen efter.

Neurologen kunne bekræfte, at det var Hortons. Det var en kæmpe lettelse, for derved kunne jeg endeligt for første gang få noget medicin, der virkede. Det sidste anfald, jeg havde haft, varede 12 timer. Nu skulle jeg bare tage en sprøjte i låret, så var det væk på 10 sekunder! Klart jeg opfattede det som mirakelmedicin.

Men det betød jo ikke, at jeg fik det godt. Jeg var blevet smertefri men jeg havde absolut stadigt ingen jordforbindelse. Mentalt svævede jeg rundt et sted oppe under loftet og medicinen øgede fornemmelsen af at bevæge mig rundt i en tåge.

Så jeg søgte stadigt forklaringer. På Horton Foreningens hjemmeside kunne jeg læse, at Hortons Hovedpine skyldes en overaktivitet i nogle bestemte celler i Hypotahalamus i hjernen. Den forklaring kunne jeg ikke bruge til så frygtelig meget – jeg søgte jo en rigtig forklaring.

På et tidspunkt begyndte jeg at få en idé om, at hovedpinen måske var psykosomatisk. Den havde måske en sammenhæng med min fars død. Han døde, da jeg var barn – da jeg var et sted mellem 8 og 12 år. Jeg vidste ikke præcist, hvor gammel jeg havde været. Jeg tænkte, at det måske var fordi, jeg ikke græd, da han døde. Det vidste jeg med sikkerhed, at jeg ikke havde gjort. Da jeg tænkte nærmere over det, så var det da lidt mærkeligt, at jeg ikke græd dengang. Et barn, der mister sin højtelskede far, bør vel græde? I det hele taget græd jeg aldrig som barn og det var vel egentligt også lidt mærkeligt? Min søster havde igennem årenes løb ofte gentaget, at ‘jeg var så forstenet af sorg, da far døde, så hun slet ikke kunne nå mig’. Jeg kunne godt huske, at jeg var forstenet men det var da mærkeligt, at jeg ikke huskede nogen sorg og jeg huskede bestemt heller ikke, at hun havde prøvet at nå mig. Så der var mange ting, der begyndte at blive sat spørgsmålstegn ved.

Jeg talte med min læge om min hypotese om, at hovedpinen kunne være psykosomatisk. Det, syntes han, lød interessant men han var jo ikke uddannet i den slags, så han henviste mig til en psykiater, så jeg kunne komme til at tale med én om min barndom.

– Psykiateren havde en helt anden forklaring: ‘Nej nej nej, din fars død har din underbevidsthed for længst bearbejdet af sig selv’. Hans konklusion var, at jeg var kontrolfikseret og skulle lære at slappe mere af!

– Så prøvede jeg at tale med min neurolog om det. Hun syntes også, at det var en interessant tanke, så det ville hun prøve at undersøge nærmere. Hun vendte da også tilbage med et svar: ‘Der er ikke forsket i sammenhængen mellem Hortons og barndomsoplevelser eller traumer, så det kan det ikke være!’.

– Dernæst talte jeg med lægen på Glostrup Hovedpineklinik. Han var den, der kom tættest på en ordentlig forklaring: ‘Jo, din hovedpine kan formentligt godt være et resultat af posttraumatisk stress som følge af din fars død… men her er det jo det fysiske, vi skal tage os af’.

Alle steder var de så flinke at minde mig om, at Hortons Hovedpine er uhelbredelig. Jeg skulle endeligt ikke få falske forhåbninger om, at jeg kunne blive helbredt!

Så jeg gik fra Hovedpineklinikken med en recept på medicin til et helt år. Jeg blev overdoseret, fik medicinforgiftning, mavesår og forskellige andre bivirkninger, så jeg var seriøst bange for at dø. Jeg var absolut ikke bange for at dø for min egen skyld – det ville i den grad have været en lettelse – men jeg kunne under ingen omstændigheder tillade mig at dø fra mine børn. Jeg var tvunget til at holde mig i live på én eller anden måde.

Så dukkede tanken om hypnose pludseligt op. Hvis jeg kom i hypnose, ville jeg kunne komme bagom sindets forsvarsmekanismer og direkte i kontakt med underbevidstheden. Det ville betyde, at jeg ville kunne begynde at huske omstændighederne omkring min fars død. Jeg blev mere og mere sikker på, at hvis jeg kunne få hul igennem fortrængningerne, så ville jeg kunne blive kureret helt eller delvist.

Problemet var bare, at jeg ikke havde råd til at komme i hypnose. Det var jo blevet helt tydeligt, at hvis jeg ville grave mere i årsager og sammenhænge, så måtte jeg selv betale. Jeg kendte ikke meget til politik eller økonomi på det tidspunkt, men jeg kunne da se, at det var en rigtig dårlig forretning for statskassen: Jeg kunne bruge for 120.000 kr. i medicin på ét år i ren og skær symptombehandling (som oven i købet gjorde mig mere syg), men jeg kunne ikke få så meget som en bøjet 5-øre til at finde årsagen, så jeg fremover kunne slippe for medicin og spare statskassen for penge!

I 2003 havde jeg haft så meget overarbejde, så det var lykkedes mig at spare sammen til nogle få sessioner hos en hypnoterapeut. Jeg gik på nettet og fandt én – dengang var jeg slet ikke klar over, at der er meget stor forskel på terapeuter, så jeg fandt én, der bestemt ikke var kvalificeret. Først flere år senere fandt jeg ud af, hvad det præcist var, der gik galt, så jeg intet fik ud af den ene session. Det jeg oplevede dengang var, at behandlingen var virkningsløs. Jeg ærgrede mig over at have brugt mine surt sammensparede penge på ingenting – jeg kunne lige så godt have ligget hjemme på sofaen og visualiseret.

Og så var der måske nok en effekt alligevel. En uge eller måske 14 dage senere lå jeg igen og visualiserede men for første gang nogensinde lykkedes det mig at se et tydeligt indre billede af min far. Det var fantastisk; tænk sig, jeg kunne se min far! Det var så stort, så jeg ligefrem fik tårer i øjnene og en klump i halsen – men føj, det var pinligt at græde, så ned i kroppen med de følelser og låg på!

Aftenen efter skulle jeg selvfølgeligt prøve at gentage succesen. Det lykkedes mig igen at få et billede af min far frem og jeg var nærmest lykkelig. Tænk sig, jeg havde fået hul igennem til min hukommelse! Men pludseligt ændrede billedet karakter. Det blev sort/hvidt og så begyndte det at bevæge sig hurtigt, som en gammeldags stumfilm. Jeg så, hvordan min far greb ud efter mig (der også var i billedet) og trak mig ned til sig – og så skete der et seksuelt overgreb. Så kom hovedpinen bragende og hamrede en kniv i øjet på mig. Det var bare om at få en sprøjte i en fart og så sove.

Næste morgen tænkte jeg over det sindssyge billede, min underbevidsthed havde sendt til mig. Der var to mulige forklaringer: Enten var jeg ved at blive vanvittig eller også måtte det være symbolsk for noget andet. Jeg mente ikke, at jeg var ved at blive vanvittig (trods alt), ergo måtte det være symbolsk. Problemet var bare, at jeg kunne ikke finde ud af, hvad det var symbol for, for jeg kunne jo tydeligvis ikke tåle at visualisere, så fik jeg hovedpine! Billedet blev lagt lang, langt, langt væk i bevidstheden, for jeg kunne jo ikke bruge det til noget og jeg holdt op med at visualisere.

Den mulighed, at det reelt kunne være sket i virkeligheden og at det var et flash-back, strejfede mig ikke så meget som et splitsekund. Der var intet i min krop, der sagde, at det kunne forholde sig sådan.

2004. Hovedpinen havde på det tidspunkt været kronisk i flere år. Jeg havde seks anfald i døgnet, ingen anfaldsfri perioder, jeg var overmedicineret og rædselsslagen for at dø af medicinen. Jeg følte mig som en narkoman, der altid skulle have næste fix parat.

Samtidigt havde jeg massive problemer med mine børn. Eller rettere: Mine børn havde store problemer med deres forældre og reagerede naturligvis på det. Jeg havde søgt kommunen om hjælp i årevis men der var ingen hjælp at få. Jeg var fanget i min familie – præcist som i barndommen.

Jeg vidste, at jeg kunne blive helbredt eller ialtfald få det bedre med den rigtige behandling, men jeg havde ikke råd til behandling. Jeg var fanget i smerten.

Det, der væltede læsset helt, var nogle omlægninger på min arbejdsplads. Det var hårdt nok at arbejde i forvejen men ændringerne fik mig til at miste enhver arbejdsglæde, motivation og illusion om, at det var meningsfyldt at gå på arbejde. Jeg var forbandet nødt til det for at tjene penge. Så også dér var jeg fanget.

Alt i alt var jeg fanget i mit liv og jeg havde ingen muligheder for at slippe fri eller håb om, at det ville blive anderledes. På det tidspunkt røg jeg ned i et dybt sort hul og for første gang i mit liv mistede jeg for alvor håbet. Mit liv skulle åbenbart være en smertefuld ørkenvandring. Jeg kunne ikke engang tillade mig at dø af hensyn til børnene.

Da det så allerværst ud, skete der et mirakel. En engel i menneskeskikkelse passerede igennem mit liv lige længe nok til at sørge for, at jeg fik økonomisk mulighed for at starte et egentligt forløb i hypnoterapi.

 

Første terapiforløb
Jeg gik igen på nettet og søgte efter hypnoterapeuter. Klog af skade var jeg denne gang en del grundigere i min research. Jeg fandt frem til to terapeuter, der lød gode og skrev en mail til dem om, hvad problemet var. Den ene, der var både NLP- og hypnoterapeut, svarede samme aften – et fuldt tilfredsstillende svar, hvor han bl.a. skrev, at han mente, at min idé om en sammenhæng mellem min fars død og min hovedpine, gav et rigtigt godt grundlag for et egentligt hypnoterapeutisk forløb.

Jeg havde min første session d. 2. april 2004. Det tog 3 sessioner – 21 dage – så var jeg helbredt for 33 års invaliderende hovedpine. Som iflg. lægerne skulle være uhelbredelig!

Men det betød jo ikke, at jeg kunne stoppe terapien. Det viste sig, at hovedpinen havde holdt sammen på mig, så da den var væk, krakelerede jeg. Allerede fra første session havde jeg nogle meget voldsomme fysiske reaktioner: Jeg græd og græd og græd; jeg frøs og svedte og rystede og indimellem fik jeg nærmest kramper. Tanken om, at det var pinligt at græde, kunne jeg godt glemme alt om, for jeg kunne slet ikke styre det; det var helt udenfor viljens kontrol. Og jeg forstod absolut ingenting. Det var nok det mest skræmmende – ikke at kunne forstå det totale kontroltab. Klart jeg – igen – frygtede, jeg var ved at blive skør.

På det tidspunkt var vi ikke engang rigtigt begyndt at tale om min barndom. Vi havde talt om hovedpinen, angsten og min fars død og det var det. Jeg huskede stadigt ingenting.

I starten tog min terapeut under hypnosen ofte udgangspunkt i de fornemmelser, jeg havde i kroppen – bl.a. en følelse af en sort knude i maven. Jeg blev bedt om at følge følelsen tilbage i tiden til første gang, jeg havde oplevet den. Den førte mig tilbage til jeg var omkring 4½ år gammel. Det var en helt aha-oplevelse, hvor jeg blev klar over, at erindringer ikke kun var noget mentalt men, at kroppen også havde en hukommelse.

Da vi begyndte at tale mere om min barndom, blev jeg klar over, at jeg faktisk huskede mere, end jeg havde været klar over. Samtalen brød det massive mørke: Nå ja, jeg havde helt glemt den kjole jeg havde; jeg kunne da egentligt godt huske, at møblerne stod på den måde; faktisk huskede jeg præcist, hvad der var i skuffer og skabe. Jeg begyndte at få en fortid! Det var helt fantastisk. Naturligvis var det frygteligt hårdt men det var sådan en befrielse at få brudt det massive mørke og kunne begynde at erindre noget.

Gradvist fik jeg en erkendelse af en særdeles traumatisk opvækst. Det var absolut forfærdeligt at begynde at huske de ting, men gevinsten var, at det gav mig en meget stor forståelse af mig selv. Jeg forstod, at det ikke var mig, der havde været noget galt med. Jeg var ikke svag, doven, mærkelig og alt det andet, jeg havde troet. Jeg reagerede ganske normalt på de ting, jeg havde været udsat for.

.

Det er vigtigt at understrege, at det ikke var hypnosen i sig selv, der fik mig til at huske. Hypnose er et arbejdsredskab, en teknik, en metode. Hypnosen var en genvej gennem mørket, så jeg hurtigere kunne komme i kontakt med min underbevidsthed men som det første mislykkede forsøg med hypnoterapi viste, er det ikke hypnosen i sig selv, der er afgørende. 

.

Grunden til, at jeg kunne begynde at huske, var fordi, jeg for førte gang oplevede at møde et menneske, der var interesseret i at vide noget om mig. Et menneske som stillede de rigtige spørgsmål og ikke lod mig tale udenom og sige en masse ord uden at sige noget. Et menneske som lærte mig at tale om mine følelser og behov.

.

For første gang i mit liv følte jeg mig set og rummet. Da jeg ikke længere var alene om at bære alt det, jeg havde gemt væk, kunne jeg begynde at finde det frem. Det kunne jeg umuligt gøre, så længe jeg stadigt var alene om det – som jeg var i barndommen. Jeg havde brug for et menneske, der kunne rumme det, som kunne bære det sammen med mig og som kunne bevare overblik og kontrol, når jeg mistede det. Mødet med et sådant menneske var årsagen til, at jeg kunne begynde at huske.

Det er også vigtigt lige at nævne noget om starten, hvor jeg reagerede så kraftigt med rystelser og endda kramper. En aften, hvor jeg igen lå og rystede, kom jeg pludseligt i tanke om, at jeg for år tilbage havde læst bogen ‘Væk tigeren’ af Peter Levine. Heri beskriver han bl.a., at når der kommer bevægelse i den fastfrosne traumeenergi, så begynder kroppen at ryste. Det er en naturlig reaktion, der er en del af helingsprocessen – ligesom når dyr ryster chokket af sig efter at have kæmpet eller flygtet.

Det betød helt utroligt meget for mig at huske det. Jeg havde været så bange, når jeg fik de rystelser, fordi jeg ikke vidste, hvad der skete og følte, at jeg mistede kontrollen over min krop. Den viden, at det var normalt og endda helende, betød, at jeg kunne være i rystelserne uden angst. Det var stadigt hamrende ubehageligt, men det føltes ikke længere så skræmmende og farligt og derfor kunne jeg lade det ske uden at spænde eller gøre modstand mod det. Det betød, at kroppen endeligt kunne få lov at færdiggøre eller afslutte en proces, der var gået i gang dengang, da de traumatiske hændelser skete og jeg kunne være i det uden at forsvinde (dissociere).

Dette terapiforløb varede i fire år. Jeg måtte stoppe det, da jeg røg på kontanthjælp og ikke havde råd til at fortsætte, men når det nu skulle være, var det faktisk et ok tidspunkt. Jeg følte faktisk, at jeg havde fået det med mig, som jeg havde brug for. Jeg havde lært en masse i de fire år og havde fået en masse redskaber og viden, som jeg aktivt brugte i min dagligdag. Psykisk og følelsesmæssigt havde jeg det bedre, end jeg nogensinde kunne have forestillet mig, at det var muligt, så jeg følte mig godt rustet til at skulle stå på egne ben.

Men fysisk havde jeg det dårligere end nogensinde før. Jeg var dræbende træt og orkede absolut intet. Alt var uoverkommeligt og jeg sad nærmest limet til min kontorstol foran computeren. Jeg antog, at jeg bare skulle arbejde mere med mig selv for at få energi, for jeg var blevet så vant til, at alting var psykisk eller følelsesmæssigt. Så jeg arbejdede og arbejdede mentalt og dermed drænede jeg mig yderligere for energi, men det forstod jeg ikke på det tidspunkt.

Det var først, da jeg stod med store totter hår i hånden, hver gang jeg havde været i bad, at jeg fik ringet til min læge. Det viste sig, at jeg havde et bragende lavt stofskifte, som han sagde, plus massiv D-vitaminmangel. Jeg fik så noget medicin og nogle vitaminer og det hjalp også hurtigt. Det betød, at jeg kunne begynde at ud i køkkenet og sætte kaffe over i stedet for nærmest at skulle kravle derud. Det betød også, at jeg kunne begynde at gå ud og i bad uden, at det føltes som et decideret fysisk overgreb mod mig selv. Så forbedringen lå på det niveau. Pillerne holdt mig i live fysisk men de gav ingen ægte livsenergi eller vitalitet i kroppen, så jeg skulle stadigt prioritere min energi.

 

Andet terapiforløb
Næste vendepunkt indtraf december 2010. Jeg havde talt med en astrolog, der kunne konstatere, at alt ville være faldet på plads for mig i 2016. Det var jo skønt at høre. Men 2016! Der var seks år igen! Det ville sige, at jeg kun var halvvejs! Seks år mere på samme måde, ville jeg aldrig holde ud.

Så jeg vidste, at jeg måtte jeg gøre noget andet, end jeg plejede at gøre. Jeg vidste også godt, hvad det skulle være. I flere år havde jeg været klar over, at på et tidspunkt skulle jeg begynde at arbejde med kroppen og jeg ville i choktraumeterapi (SE-terapi). Jeg havde ovenikøbet allerede fundet den terapeut, det skulle være. Problemet var bare, at det aldrig var lige nu. Dybest set troede jeg stadigt, at jeg kunne arbejde mig igennem det alene. Efter astrologens besked var det helt klart, at det kunne jeg ikke, så jeg måtte overvinde mig selv og kontakte Gitte. Det føltes som ren og skær opgivelse – og det var det jo også. Det var opgivelse af den gamle overbevisning om, at jeg kunne klare alting selv.

Det var meget mærkeligt at starte det terapiforløb. Jeg var vant til, at det var mit hoved, der fik opmærksomhed og alle de ord, jeg kunne sige, der blev lyttet til. Men nu var det kroppen, der skulle have opmærksomhed og høres. Jeg blev meget opmærksom på, hvor tavs min krop var. Det var jo klart, den var slet ikke vant til at blive lyttet til – den havde ikke lært at formidle sig og var lige så stum, som jeg var som barn, hvor jeg ikke havde nogen ord.

Men det viste sig, at når kroppen fik opmærksomhed og blev lyttet til og forstået på sine egne præmisser, så skulle der faktisk ikke så meget til, før den meddelte sig meget tydeligt.

  • Der var f.eks. første gang, hvor Gitte rørte mine fødder. Jeg lå på briksen og hun spurgte først, om hun måtte røre mine fødder. Ja ja, selvfølgeligt. Hun havde knap nok nået at røre mine fodsåler med sine håndflader, før hele min krop fik et elektrisk stød. Det var så voldsomt, så jeg spjættede og skreg muligvis også lidt. Det var udelukkende en kropslig reaktion – der var ingen følelser forbundet med det. Det var som om, at jeg selv stod ved siden af og observerede og tænkte: ‘Hold da op, hvad søren skete der lige dér?!’.

Bagefter forstod jeg meget bedre, at jeg altid har haft så meget hård hud under fødderne. Når nerverne ligefrem sad udenpå huden, så var det da godt nok nødvendigt med et lag isolering mellem mine fødder og jorden, så jeg ikke fik for meget jordforbindelse. Det gav mening for mig.

  • Der var også engang, hvor jeg sad og fortalte Gitte ét eller andet. Jeg har åbenbart været vred, for jeg slog hånden ned i bordet for at markere mig. Gitte afbrød og sagde: ‘Hov, prøv lige at gøre den bevægelse igen langsomt’. Okay… Så slog jeg hånden ned i bordet igen i slowmotion. Jeg kunne godt mærke, at der skete ét eller andet i kroppen. Noget uro i brystet, tror jeg. Jeg lavede så bevægelsen i slowmotion én gang til. Og så kom tårerne. Bag den overfladiske vrede, gemte der sig noget andet, som kroppen gerne ville have frem.

 På den måde kunne de gamle fastfrysninger i nervesystemet begynde at ‘tø op’. Der begyndte også at komme små flugt- og kampimpulser i form af spjæt med hænder og ben. Ikke noget vildt og voldsomt. Det ar en langsom og rolig udladning af gammel traumeenergi i et tempo, som kroppen bestemte og kunne rumme.

Under traumerne er nogle muskler blevet overspændte mens andre er kollapsede og har mistet al kraft. Efterhånden har arbejdet med kroppen fået skabt afspænding i de overspændte muskler og mere styrke i de kollapsede muskler. Det har sommetider betydet, at der er blevet frigjort nogle følelser og erindringer, der har siddet frosset fast i musklerne.

Dér mærkede jeg det som en stor gevinst, at jeg havde arbejdet så meget med mig selv i det første terapiforløb. De følelser og erindringer, der kom frem, var allerede gennembearbejdet, så det kom ikke som choks. Jeg kunne lade det komme frem og genkende det og slappe af, så det også kunne blive forløst helt fysisk.

Jo mere tryg kroppen blev som følge af terapien, desto mindre forsvandt eller dissocierede jeg. Jeg kunne bedre blive i kroppen ikke bare under behandlingen men også i dagligdagen. Det betød bl.a., at jeg ikke længere lader kroppen blive hjemme, når jeg går ud i verden. Både krop og hoved er med – de sidder ikke helt sammen endnu, men de er der begge to, de er bevidste om hinanden, følges og kan kommunikere. Konkret betyder det, at jeg ikke længere har en følelse af, at jeg skal skynde mig hjem, fordi der er én der venter på mig. Når jeg går ud nu, så føler jeg, at min lejlighed er tom, fordi det er hele mig, der er ude.

Jeg har generelt fået lidt mere energi, er ikke længere så træt og stiv i hele kroppen. Jeg er mindre klodset, mere nærværende, kroppen bliver mere tillidsfuld og åbner sig stille og roligt i sit eget tempo.

  

Forståelsen af lidelsen
For mig er mennesket både krop, sind og sjæl og alt i samspil med den ydre verden.  Både hovedpinen og manglen på energi kan forstås ud fra alle fire vinkler.

  • Fysisk var kroppen naturligvis totalt overbelastet og nervesystemet kortsluttede meget tidligt i mit liv. Reelt var jeg allerede slidt op, inden jeg startede i skole.
  • Psykologisk var både hovedpinen og trætheden nogle ekstreme overlevelsesstrategier. Det var ikke tilfældigt, jeg fik præcist disse lidelser. De havde en dyb psykologisk funktion og hjalp mig til at overleve under de givne forudsætninger.
  • Sjæleligt eller spirituelt var der også årsager til, at jeg fik netop disse lidelser.
  • Og så er der den ydre verden. Den har i høj grad været med til at forværre min tilstand. Jeg havde brug for hjælp, brug for nogen, der så mig og så havde jeg brug for absolut fravær af stress, krav og forpligtelser. I stedet fik jeg alt det modsatte: Ingen hjælp, ingen der så mig men en stigende mængde af krav og forpligtelser og hele tiden et højere stressniveau.

Trætheden har været kronisk hele livet. Det var den, jeg som barn og ung (ja, faktisk indtil terapien) tolkede som dovenskab og derfor noget skamfuldt. Jo mere jeg kom i kontakt med min krop og begyndte at mærke mig selv og anerkende min træthed, desto tydeligere mærkede jeg den. Samtidigt blev den forværret af stress, både i kraft af bearbejdelsesprocessen og ultimativt som følge af et fem år langt sagsforløb i kommunen.

 

Hovedpinen har jeg haft tre tilbagefald af, siden jeg startede i terapi for 9½ år siden.

1. tilbagefald handlede om, at jeg følte mig fanget og uden handlemuligheder i dagligdags situationer. Det arbejdede vi med i terapien og jeg blev klar over, at jeg havde handlemuligheder og kunne bruge dem. Dermed stoppede hovedpinen og kom aldrig tilbage i den slags situationer.

2. tilbagefald kom i den sidste del af mit sagsforløb i kommunen. Da var mit stressniveau så højt, at det kom ud over smertegrænsen. Jeg kunne ikke tåle at være fanget, blive gjort til offer, frataget retten til mit eget liv og holdt hen i uvished om min egen fremtid. Det var i den grad retraumatiserende, fordi det var en gentagelse af alle følelserne fra barndommen. Naturligvis reagerede jeg på samme måde som dengang – jeg fik hovedpine. Den stoppede igen, da jeg fik førtidspension.

3. tilbagefald fik jeg i foråret. Det er værre, fordi det handler om det, jeg kalder, et kollektivt fangenskab i verdens dysfunktionalitet. Det er ikke til at kæmpe sig ud af og jeg kan ikke flygte fra det. Jeg er nødt til at finde ud af, hvordan jeg kan leve og have det godt i et dysfunktionelt system, der minder om min barndoms familie – bare i overstørrelse. Det handler om en dyb frygt for overmagtens undertrykkelse og overgreb, som jeg er magtesløs overfor. Vi arbejdede med det i terapien og hovedpinen stoppede igen ret hurtigt, men det er et problem, jeg sikkert kommer til at skulle forholde mig til mange gange i resten af mit liv.

Så den røde tråd er handlingslammelse og især hvis det er andre mennesker, der fratager mig handle-muligheder. Hovedpinen kan altid komme igen under sådanne omstændigheder.

 

Mål
Da jeg startede i terapi for 9½ år siden, blev jeg klar over, hvor meget jeg manglede fysisk energi og hvor lidt jeg mærkede liv i min krop. Lige siden har det været mit mål, at jeg vil kunne mærke energi i kroppen. Jeg vil kunne mærke glæde, latter og kærlighed. Jeg vil kunne mærke kroppens impulser til at røre mig og jeg vil kunne bruge kroppen spontant. Kunne løbe, cykle, svømme, gå en tur – eller hvad det nu måtte være. Jeg vil kunne mærke liv i min krop, så jeg kan føle mig levende. Jeg vil kunne mærke min krop, så jeg kan få en nær kontakt til et andet menneske. Det kan jeg ikke så længe, jeg ikke kan mærke mig selv.

 

Afslutning
De fysiske lidelser har været mine guider. Jeg havde ingen følelser, ingen behov, ingen hukommelse, der kunne fortælle mig, at der var noget alvorligt i vejen. Der var kun smerten, der kunne vise mig vej.

Hovedpinen fik mig til at starte i første terapiforløb.
Trætheden og manglen på energi fik mig til at starte i det andet.

Den slags fysiske symptomer eller lidelser var vist det, Freud kaldte for hysteriske symptomer. Så vidt jeg har forstået, er det det, der i dag kaldes ’somatisering’ og som ikke tages alvorligt i det etablerede system. Der er endda nogen, der bliver medicineret med psykofarmaka! For mig er det logik, at psykofarmaka ikke kan hjælpe. Kroppen har brug for at blive lyttet til og forstået – den har bestemt ikke brug for at blive bedøvet med medicin, tværtimod.

Det viste sig jo også, at min hovedpinen blev forværret i de år, hvor jeg fik psykofarmaka. Man opnår højst, at symptomerne flytter sig eller skifter karakter.

Jeg er dybt taknemmelig for de muligheder, jeg har fået igennem mit liv. Jeg er så taknemmelig for, at jeg formåede at lytte til mig selv og fandt mennesker, der også lyttede til mig og ville hjælpe mig med det, jeg havde brug for hjælp til. For hvis jeg havde lyttet til lægerne, havde jeg for længst været død.

Jeg tror på mirakler. At jeg kan stå her i dag er for mig et mirakel