Ønskeliste og visioner

 

Fremtidens tilbud til seksuelt misbrugte.
Paneldiskussion.
I dialog med publikum formuleres en ønskeliste til fremtidens tilbud
til voksne med senfølger og menneskerne omkring dem.

Fra programmet for Synlighedsdagen 2009 

 

Sammenfatning af tilkendegivelser fra deltagerne på
Synlighedsdagen
2009 i København


Servicestyrelsens statistik (juni 2009) fra landets centre, der arbejder med voksne seksuelt misbrugte, viser, at kun 38 % af de faste brugere i alderen 20-66 år er i arbejde mod 77 % af den danske befolkning i samme aldersklasse. Statistikken kan downloades her.  
.

Det er et udtalt problem, at de autoriteter, den seksuelt misbrugte kommer i kontakt med i det offentlige system, ikke ved nok om senfølger. Derfor er det et meget relevant ønske, at der findes sagsbehandlerne i kommunerne, der har en speciel uddannelse og viden om denne problematik.

.

Det er et stort problem, at der i det offentlige system og ude i kommunerne mangler forståelse for, at når man har været seksuelt misbrugt i barndommen, så har man generelt et meget svært liv, så det kan være meget vanskeligt at have energi/overskud/ressourcer til også at bestride et arbejde. Det er et ønske, at systemet anerkender, at mennesker, der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen, som udgangspunkt har en nedsat arbejdsevne. Derfra kan den incestramte og Jobcentrene i samarbejde prøve at opbygge, hvad der evt. kan opbygges af arbejdsevne med udgangspunkt i den misbrugtes ressourcer og behov. Mange er simpelthen slidt op efter en barndom med seksuelle overgreb. Det eneste disse mennesker har brug for, er ro og fred, hvilket i denne forbindelse betyder et flex-job eller en førtidspension.

.

Desværre er det sådan, at den socialpolitik, der føres i dag ofte virker direkte retraumatiserende, når den misbruge rammes af den ude i kommunerne. Konkret er der i mange kommuner en urimelig lang sagsbehandlingstid. En sag kan trække ud i flere år og mennesker, der er traumatiserede tåler i forvejen meget dårlig ventetid og det følelsesmæssige pres, der følger med et langvarigt sagsforløb. Sygedagpengene er tidsbegrænsede men der er lange ventetider hos psykiatere og psykologer. Det betyder, at ca. 7000 danskere hvert år mister deres sygedagpenge og enten kommer på kontanthjælp eller helt mister en indtægt. Det er igen retraumatiserende, når man føler sit eksistensgrundlag truet og bliver gjort afhængig af andre. Når man så endeligt (typisk efter flere måneder) kan komme til hos en psykolog, kan man få 10 samtaler under sygesikringen eller 11 timer under psykologordningen. Det rækker slet ikke og medfører derfor ikke nødvendigvis nogen bedring overhovedet.

. 

Endvidere er det problematisk, at kommunerne bruger en masse økonomiske og tidsmæssige ressourcer på at indhente udtalelser fra psykiatere, som den sygemeldte har talt med i måske ½-2 timer. Det er uforsvarligt, at en person, der ofte ikke kender den sygemeldte og ikke har kendskab til senfølger, på så spinkelt grundlag skal både stille en diagnose, der vil komme til at følge patienten og skal vurdere en evt. fremtidig arbejdsevne eller mangel på samme. Diagnosticeringen er helt vilkårlig afhængigt af, hvilken psykiater man kommer til. Derfor er det i høj grad ønskeligt, at der er en uvildig instans, der ikke er underlagt kommunen og som har kendskab til problematikken, som har disse samtaler med den sygemeldte. Når der skal stilles diagnoser og skabes afklaring af arbejdsevne, kræver det mere end et par korte samtaler. Disse samtaler bør varetages af en instans, der ikke er underlagt kommunen, da der i mange kommuner foregår kassetænkning på bekostning af den sygemeldte.

Incest Center Fyn har gennemført en undersøgelse af den første årgang af klienter (n = 69), som viste, at 86 % af deltagerne i evalueringen opfyldte kriterierne for en posttraumatisk stressforstyrrelse – et niveau, der er på linje med tallene for PTSD hos behandlingssøgende torturofre). Denne tilstand kan være meget invaliderende og svarer til det, man tidligere kaldte ‘granatchok’. Se evt. artiklen ‘Voksne ofre for incest’.

.

Problemerne omkring seksuelt misbrug og senfølger heraf skal aftabuiseres, så det bliver alment kendt, hvor man kan henvende sig, når man er klar til det og får behov for det. Det helt store ønske er et ‘Voksnes Hus’, forskellige steder i landet – og så mange af dem, som der er brug for! Det skal være steder, hvor man kan søge kvalificeret hjælp og hvor alle tilbud er samlede og synlige:

Socialrådgivere1, bisiddere2, konfliktmægling/mediation, støttegrupper3, terapi4 (både gruppeterapi, individuel terapi og familieterapi), forskellige alternative terapier5, familierådgivning, erfaringsbaseret rådgivning, refugium, værested.

. 

Da de ansatte er professionelle indenfor området seksuelt misbrug og senfølger, kan der straks sættes et ‘hjælpeprogram’ sammen, der kan involvere tilbud om f.eks. kropsterapi, støttegruppe og socialrådgiverbistand. Programmet sammensættes, så det imødekommer den enkeltes behov på ethvert givent tidspunkt. D.v.s. at så snart den ramte henvender sig, påbegyndes en genopbygningsproces. Det vil både spare mange penge og give den misbrugte en stor tryghed, hvis man har en slags samlet ‘køreplan’, der involverer flere faggrupper og som træder i kraft, så snart den misbrugte henvender sig.

. 

Staten og kommunerne må stå for finansieringen af disse ‘Huse’ og andre tiltag på området. I den forbindelse ønskes det, at voksne med senfølger kommer under Serviceloven, så området fremover er økonomisk sikret. De fremtidige behandlingsmuligheder afhænger af de politiske beslutninger, der træffes inden for det næste års tid, da der er nye rammer for tildeling af satspuljemidlerne.

Det betyder ikke, at man ikke skal bruge frivillige på området. Det er stadigt meget vigtigt, at der f.eks. findes erfaringsbaseret rådgivning, da det giver en anden hjælp og støtte at tale med andre, der selv har gennemlevet en barndom med misbrug og er kommet længere i deres bearbejdelse af traumerne. Professionel og erfaringsbaseret hjælp kan ikke erstatte hinanden men supplere hinanden.

 

Der må bruges langt flere ressourcer på forebyggelse. Det er nødvendigt, at Socialministeriet og Sundhedsministeriet samarbejder omkring dette. Det hjælper ikke noget, at man bliver ved med at  symptombehandle. Hvis man årsagsbehandler, kan den sociale arv brydes. Det vil betyde, at der er færre mennesker, der vokser op under vilkår, der potentielt skaber krænkende voksne, der igen skaber flere ofre og så fremdeles. Det vil på længere sigt være meget billigere for samfundet at årsagsbehandle, selvom den kortsigtede udgift vil være større. Løbende symptombehandling er skruen uden ende, for den løser ingen problemer og der vil vedvarende komme flere nye ofre til, fordi familierne ikke har fået hjælp til at bryde de dysfunktionelle mønstre.

 .

Når voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen selv bliver forældre, kan de p.g.a. egne gamle traumer har svært ved at håndtere forældrerollen. Der må derfor sættes ind, så voksne med senfølger får hjælp til at klare forældrerollen. Der ønskes relevante tilbud om hjælp og støtte til hele familien med udgangspunkt i familiens individuelle behov. Dette kan f.eks. være i form af mødregrupper/fædregrupper, partnergrupper, familieterapi, familierådgivning, samt børnegrupper for børn af forældre med senfølger. Endvidere blev der givet udtryk for, at voksne med senfølger, har brug for hjælp til at lære at tolke børnenes signaler. Hvordan kan en sådan viden formidles til forældrene o.a.?

 .

Det er nødvendigt at bruge penge på forskning, så der kommer mere viden og dokumentation omkring senfølger af seksuelt misbrug og behandling heraf. Bl.a. er det vigtigt at få forsket i de såkaldt alternative behandlingsformer. Da effekten og kvaliteten af forskellige alternative terapier ikke kan dokumenteres, er det klart, at det er svært for stat og kommune at kunne gå ind i. Men det er behandlingsformer, der ikke kan undværes, da de hjælper mange mennesker. Som det er nu, er muligheden for andre terapiformer forbeholdt de få, der selv har mulighed for at betale et kostbart terapiforløb hos en privat behandler.

 .

Der må uddannes sagsbehandlere i kommunerne, der har viden om senfølger. Men det er også nødvendigt, at staten giver dem mulighed for at bruge denne viden i deres arbejde. Det nytter selvfølgeligt ikke, hvis de så får pålagt love og regler, der modarbejder den viden man har om, hvad der skal til for at bedre den ramtes tilstand.

 .

Også på andre områder i det offentlige system må der uddannes fagfolk, så de er i stand til at få øje på og håndtere problemet, når de møder det: Lige fra sundhedsplejersker, der må have øje på både børnenes og forældrenes signaler, videre over pædagoger, skolelærere og andre.

 .

Det er mystificerende, at psykiatere af det offentlige system bliver set som kvalificerede til at hjælpe seksuelt misbrugte. De har som oftest slet ikke har den nødvendige viden på området og ej heller  den terapeutiske tilgang, der er brug for. Psykiatere kan pr. definition diagnosticere og medicinere men det er meget langtfra alle misbrugte, der har gavn af medicin og den kan aldrig stå alene uden sideløbende terapi. Mange mennesker, der bliver indlagt med skizofrene eller psykotiske symptomer har i virkeligheden flash-backs og har brug for behandling af de dybereliggende traumer.

 .

Der er brug for holdningsændringer på hele dette område. Den viden ofrene har, skal også bruges. Det er nødvendigt, at det bliver helt klart, at misbrugte børn også bliver voksne og at de problemer, der startede med misbruget i barndommen, i én eller anden grad følger mennesket hele livet igennem. Som voksen med senfølger kan man godt få skabt et tilfredsstillende liv med en god livskvalitet, men det kommer bestemt ikke af sig selv, bare fordi man er blevet voksen. Der må tages nogle hensyn og sættes nogle ting i værk. Det er også helt nødvendigt, at det bliver klart, at det ikke nødvendigvis et liv som flertallets samt at den misbrugte ikke har og ikke kan få de samme ressourcer, som ikke misbrugte mennesker.

 .

‘Ofre for overgreb i barndommen bliver, ligesom andre traumatiserede mennesker, hyppigt fejldiagnosticeret og forkert behandlet i det psykiatriske behandlingssystem.

 

På grund af antallet og kompleksiteten af deres symptomer bliver deres behandling ofte fragmenteret og ufuldstændig. På grund af deres karakteristiske vanskeligheder med hensyn til nære forhold er de særligt udsatte for igen at blive misbrugt eller mishandlet af de mennesker, der tager sig af dem.

 

De risikerer at blive involveret i fortsatte, destruktive samspil, i hvilket det medicinske eller psykiatriske behandlingssystem gentager overgrebsfamiliens adfærd’.

 

Citat af Judith H. Herman – ‘I voldens kølvand’.

 . 

1 Som det er i dag, har man mulighed for at få en socialrådgiver tilknyttet, der også kan fungere som bisidder, hvis man er tilknyttet distriktspsykiatrien. Går man f.eks. i privat terapi, har man ikke samme mulighed.

2 Der er et stort behov for at få en bisidder med til møder på kommunen etc., men mange kender ikke nogen, der kan træde til. Alternativt er der professionelle bisiddere, men det har de færreste råd til og det vil være meget svært at finde nogen, der har indsigt i problemerne omkring senfølger.

3 Mange voksne med senfølger mangler et socialt netværk. Et sådant hus vil kunne give et rigtigt godt netværk og et godt fundament at bygge videre på. Der bør være både støttegrupper/selvhjælpsgrupper samt terapigrupper, der tager udgangspunkt i forskellige behov: Pårørendegrupper til partnere, forældre og voksne børn af forældre med senfølger; grupper for hhv. mænd og kvinder; prostituerede og tidligere prostituerede; misbrugere og tidligere misbruger; grupper for handicappede herunder grupper for døve; grupper for gravide med en overgrebsproblematik.

4 Der skal ikke være nogen tidsbegrænsning på de terapeutiske forløb. Dette er helt nødvendigt, så der kan nå at blive opbygget tillid mellem klienten og terapeuten og klienten kan føle sig tryg i vished om, at forløbet ikke pludseligt afbrydes. Det må også være muligt at gå ‘ind og ud’ af et terapiforløb, hvis der bliver brug for pauser undervejs og man må have trygheden i at vide, man kan vende tilbage, når eller hvis behovet for terapi igen opstår. Det kan også være nødvendigt, at det i en periode er f.eks. individuel terapi for derefter i en periode at deltage i gruppeterapi. Disse problemer kan ikke klares i korte terapiforløb.

5 Behandlingsmæssigt er det meget vigtigt, at psykologhjælp ikke er den eneste mulighed for terapi. Det er den anerkendte behandling men den er langtfra fyldestgørende for alle. Bl.a. er det helt nødvendigt, at der undervejs også kobles en kropsrelateret behandlingsform til. Derfor må der være seriøse tilbud, der imødekommer forskellige behov: psykologhjælp, psykoterapi, NLP-terapi, hypnoterapi, SE-terapi, kropsterapi samt tilbud, der også dækker det spirituelle eller religiøse spekter set i forhold til overgrebsproblematikken.