Konfliktmægling

Kbh. sept. 2008

Jeg vil fortælle Jer lidt om min erfaring med konfliktmægling…
før og efter.

 

Min historie kort
Da jeg er omk. 3 år, bliver mine forældre skilt. Rygende uvenner – og det er de stadig efter 37 år. Mor og vi børn flytter direkte ind til min stedfar.  Min mor er ‘langt nede’. Hvilke min stedfar sandsynligvis udnytter – husker udtrykket ”Nu skal mor have lidt fred”. Ham der misbrugte mig seksuelt fra jeg er ca. 7-8 til 15 år.

Min stedfar: voldsomt temperament. Jeg var bange for hans vrede og påvirket af de voldsomme skænderier mellem min mor og ham. Min biologiske far er min første kærlighed. Meget stor og dyb kærlighed!

Det var en STOR sorg for mig, at min far flyttede væk fra mig.  Ingen voksne så eller hjalp mig i min sorg. Den skulle jeg selv bære – 3 år gammel. Besøgte min far hver 3. weekend. Levede for disse weekender.

Min mor talte dårligt og nedsættende om min far og hans nye kone – gør det stadig. Hun er mest optaget af, hvor skidt alle behandler hende. Taler altid om 3. person. ‘Martyr’.

Min far sagde aldrig noget og spurgte heller aldrig til noget af mit. Skulle bare være hyggeligt, festligt at være sammen. Følelser, holdninger o.l. tales der ikke højt om! Men jeg fik de her varme knus og kys, han kalder mig Skat og giver mig kælenavn. Han lignede virkelig en, der er glad for at se mig. Fik lov til at putte mig ind til ham uden, at han ‘forlangte’ noget retur. Det føles trygt og rart. Jeg følte mig som noget særligt.

 

Lidt om mig
Jeg var bange for at miste min far – hans kærlighed, så udviklede mig til en ‘pleaser’. Nem, glad, kærlig, givende  (siger aldrig noget om, hvad der sker der hjemme og beder aldrig om noget).

Bildte mig selv ind, at jeg var noget særligt for min far. Fik med  tiden en overbevisning: JEG kunne nå ind til min far. JEG kunne fixe relationen. JEG kunne få alt til at falde på plads. Har et billede for mit indre øje: min far, sidder tæt ved mig og ser mig kærligt ind i øjnene. SELVFØLGELIG ville min far lytte til mig, Blot et spørgsmål om de RIGTIGE ord (får ofte at vide, når jeg taler, så lytter man, fordi jeg har tænkt inden jeg taler!).

Men… jeg er konfliktsky! Går langt for at undgå dem. Men tager konflikten – så positivt og konstruktivt som muligt – hvis jeg mener, det gør en forskel. Sammenligning: Min far tager ikke en konflikt, siger ingenting, lige indtil han ‘bidder fra sig’. Jeg har svært ved at bede om hjælp eller bede nogen gøre noget for mig – er bange for afvisningen (er meget nærtagende).

.

Lidt tidsperspektiv
Jeg vil fortælle, hvor længe jeg havde forsøgt at bryde tavsheden og komme til at tale frit med min far.

  • Startede min selvudvikling omkring 26 år.
  • Omkring 31 år fortalte jeg min far, nærmest i en bisætning, at jeg var blevet udsat for incest. Det blev der ikke talt om siden.
  • Omkring 33 år mødtes jeg for første gang med min far og hans kone for at tale alene med dem; ville stille spørgsmål. Var meget nervøs; havde skrevet liste. MEN: endte med, at JEG lyttede mere til dem, end de lyttede til mig. Både min far og hans kone forsvarede sig selv… og jeg forstod!

Jeg forsøgte dem flere gange de følgende år. Stillede spørgsmål. Fortalte om, hvordan jeg så verden. Blev misforstået + de gange, hvor jeg gik med følelsen af at være nået igennem til min far, var jeg blevet misforstået. Jeg forsøgte at være mere synlig. Men jeg følte mig mere og mere Usynlig. Jeg tænkte som en gal, skrev det ene brev efter det andet – som jeg ikke sendte! Stadig overbevist om; et spørgsmål om, at finde de RIGTIGE ord.

  • Omk. 38 år…… Forsøgt i 7 år nu…. fik jeg en mail fra Støttecenter mod Incest i juli 2006 – med tilbud om at kunne få hjælp af en konfliktmægler. Min reaktion var: YES! Der VAR den. Hjælpen. Det var selvfølgelig DET, jeg skulle! For selvfølgelig skulle der hjælp til udefra for at kunne tage hul på et emne, der havde været fortiet i mere end 30 år. Jeg dansede rund i min stue af glæde! Nu afslutning på min kæmpen alene

Til informationsaften i støttecenteret engang i august, hvor Hanne fortalte om konfliktmægling. Hvad det gik ud på og hvilke erfaringer, hun havde med det. Talte efterfølgende med Hanne. Hun ville gerne hjælpe mig. Yes! Jeg følte stor tillid til, at Hanne kunne hjælpe mig. Jeg var overbevist om, at dette var et skridt mod at kunne tale mere frit med min far… For selvfølgelig skulle det være min far – for han havde jo fortalt, at han ikke spurgte til noget derhjemme for at beskytte mig… (vidste godt det ikke var HELE sandheden, men nu skulle vi begge have muligheden for at sætte ord på følelserne omkring min opvækst).

Første skridt: Spørge min far om han ville mødes med mig og en mægler. Håbede; Han jublede lige så meget som mig… Han ville også ville se gaven…… sige ja TAK! Alligevel tøvede jeg… Som sagt svært for mig at række hånden ud – i det hele taget. Så jeg mente, at det var derfor, jeg havde svært ved at finde modet.

Efterrationalisering: En pleaser + usynlig i 30-38 år + ubehag ved at bede om noget + ubehag ved at have opmærksomheden = svært for mig at tage hul på at tale om incest og min barndom – søge svar. VED dét skaber dønninger! OG som nævnt ikke de bedste erfaringer m.h.t. min far og var bange for hans reaktion (han havde f.eks. afbrudt kontakten med sin søster i 16 år, fordi han følte sig dårligt behandlet. Og han virkede ind imellem stolt af det!)

Gik som katten om den varme grød i mange dage. Mærkede en lille smule mod tog jeg røret og ringede til ham. Turde ikke spørge ansigt til ansigt. Det var en spontan handling =  ikke tænkt over ordene = fumlede godt og grundigt i det. Men fik spurgt!

Min fars reaktion…. Han skældte mig hæder og ære fra. Min far har ALDRIG før skældt mig ud. Beskyldte mig for alt muligt. HAN var træt af det; HAN gad ikke høre mere; HAN kunne ikke mere; Jeg troede ikke på HAM.

Jeg græd som pisket; forsøgte at forklare og overtale og undskyldte, at jeg græd. Han reagerede med vrede. Viste ingen forståelse for mig. Jeg blev såret og dybt skuffet. Min far fald en smule ned af sin piedestal! Men nægtede at give op. Det var jo bare et spørgsmål om, at finde de RIGTIGE ord. JEG havde bare (igen) brugt de ‘forkerte’ ord!

Af omveje har jeg fundet ud at, at min far tror, at Hanne er en psykolog og HAN skal i hvert fald IKKE til psykolog. Troede jeg have brugt ordet konflikt – men ”Nej, det havde jeg ikke”…

Besluttede at skrive brev til min far. Han SKULLE have at vide, at jeg vil ham og at det jeg vil tale med ham om, ikke er så farligt, som han gjorde det til. Jeg mødtes med Hanne en gang inde i støttecenteret. Vi talte lidt om min historie, hvad jeg ville, hvem min far er. Så Hanne kunne danne sig et indtryk og give mig den hjælp, jeg ønskede.

Derefter; via mail da det var et brev, jeg skulle skrive – okay med mig. HANNE hjalp mig med formuleringen. JEG skrev brevet; Hannes fokus ‘budskabet’ + ”omformulere de sætninger og ord der kunne være benzin på bålet. Stadig mine ord (ændrede de ord der efter hendes erfaring er dømt til at skabe konflikt). VILLE jeg holde en formulering eller et ord, var det naturligvis helt i orden med Hanne!

.

Eksempler på hjælpen  orange-tekst = undladeblå-tekst = tilføje: 

  • Jeg er ked af, hvis du har svært ved at høre mig tale om eller nævne incesten, jeg har været udsat for.
  • Jeg er ked af, hvis du har svært ved at høre mig tale om eller nævne incesten, jeg har været udsat for.

 

  • Jeg føler tydeligt, at det er tabu eller er svært emne for dig, at tale om. Det forstår jeg på sin vis godt. Men jeg har behov for at tale om det, for det er en stor del af mit liv.
  • Jeg forestiller mig, at det er tabu eller et svært emne for dig, at tale om. Det forstår jeg på sin vis godt. Men jeg vil gerne tale om det ind imellem, for det er en stor del af mit liv.

 

  • Jeg ér en stærk kvinde, der kan stå fast i modvind…. Men alene er det svært… Jeg har brug for din støtte, din interesse og din kærlighed. Jeg ønsker, at du skal være en del af mit liv. Jeg ønsker, at du skal kende mig, som jeg er. Ønsker du mig i dit liv? 
  • Jeg ér en stærk kvinde, der kan stå fast i modvind…. Men alene er det svært… Jeg vil meget gerne have din støtte. Jeg ønsker, at vi skal være en del af hinandens liv på en rar og afslappet måde med plads til os begge som dem, vi nu engang er.

 (Hanne: “Hvis stærke følelser forskrækker ham, skal ord, der vækker stærke følelser, blødes op”)

.

Det blev til mange mails og vist nok 4 breve frem og tilbage. Enige om, at det blev et godt brev, som min far kun kunne blive glad for.

Sendte 17. september 2006 (2 mdr. undervejs): besked jeg vil kontakte min far efter en uge – hvis han altså ikke havde kontaktet mig (håbede han ville kontakte mig).

Hamrende nervøs, da JEG ringede til min far.
Han: rolig – som jeg kender han = Jeg blev rolig.
Vi begge lavede selvironisk sjov – som vi plejer.
HAN:  ikke lyst til at mødes og tale om indholdet. HAN ikke god til iscenesatte møder! Skal komme på et naturligt tidspunkt!
JEG: Hoppede i med begge ben og lod ham ”slippe”! Lettet over ikke blev skældt ud – nu kendte han jo mit standpunkt!

Fik efterfølgende at vide af min fars kone; min far virkede lettet. Det tror fa’n, Han undgik en konflikt!!!!
Men hvad så???
Jeg var glad og lettet. Vidste ikke hvorfor. For jeg havde ikke fået min far i tale + ikke kommet tættere på min far.  Ingen afslutning.

Vidste: Såkaldt ‘naturlige tidspunkt for en samtale’ ikke ville komme (selvom jeg som udgangspunkt troede, jeg kunne gennemtvinge det). Men min far ville med alle midler undgå det. Hvilke han gjorde. Han blev endnu mere anspændt og akavet, når han var sammen med mig og jeg blev vist lige så krampagtig? Det var ikke rart at være sammen mere! Alligevel var noget ændret i mit syn på mig selv og ham.
AHA,  JEG havde gjort opmærksom på MIG. JEG havde sat nogle grænser. JEG var blevet tydelig for MIG. Det føltes virkelig mærkeligt. Anderledes.

Følte: ikke længere nogen grund til at skjule mig selv og min historie.
AHA: Havde fået formuleret overfor mig selv, at det IKKE var min skyld, at jeg var blevet udsat for incest. Det var ikke min skyld! Og jeg havde ikke noget at være flov over! Jeg mærkede en styrke inde i mig.

Ved et tilfælde, hvor min mand var hjemme for at hjælpe min far med hans PC, forsøgte min mand at få min far til at forstår, hvad mit brev gik ud på. De talte længe. Og min mand plejer at kunne få mennesker i tale, fordi han er så rolig, ikke dømmende og rationel… Det eneste min mand sagde, da han kom hjem var ”Han er godt nok tung”. Det var første gang jeg tænkte, “Det er MÅSKE ikke min måde at formulere mig på, der er hindringen”. Det fik mig til at se situationen i et andet lys… Var jeg måske i gang med at tvinge min far til at se på noget, han helst vil glemme?!

Langsomt begyndte at blive mere synlig. Begyndte at fylde mere. Mest synlig for mig selv? Det føltes godt! JEG begyndte, at se MIG + kommentarer fra omverden. De bemærkede også en forandring.

F.eks. fik jeg en idé: andre kunne lære af min historie + andre skulle kende til Støttecenteret. De har hjulpet mig, jeg vil hjælpe dem og dermed andre. Så marts 2007 kontaktet jeg Bladet Q. Den 16. april 2007 interviewede de mig. Bange for at fortælle min far om denne. Selvom den ikke nævner ham ret meget. 

Så ikke længere så meget til min far og hans kone. Jeg havde en fornemmelse af, at de undgik mig + passede det mig godt! Så endnu en gang fik min far besked via telefonen. Da jeg ringede til dem for at invitere til min søns 4 års fødselsdag og fik beskeden, at de ikke kunne den dag… inden jeg overhoved havde sagt nogen dato! 

Juli 2007 artiklen i bladet Q. En God artikel Næsten 1 år efter mit brev. Herefter følte jeg en RET til at være her i verden. Jeg var stolt af mig selv. Kan ind imellem ligefrem føle mig fysisk stor – jeg fyldte en masse (for mig selv). Underligt! Jeg følte mig KÆMPE STOR. Min far nævnte ikke én gang artiklen og jeg ved ærlig talt ikke om, han har læst den!

 

Begyndelsen af 2008… nu 40 år

Sender endnu et brev. Emne: ansvar  – uden hjælp (muligvis en fejl for nu var jeg vred?!)

Skulle mødes med min far og hans kone, da de ikke kom til min 40 års fødselsdag – fordi min mor var inviteret!! Da min far havde fortalt, at de ikke kom til min fødselsdag, havde jeg svaret: venter på invitation fra ham, da jeg ellers vil føle, at han bare ikke gad mig…. (nyt for mig, at sige hvad jeg føler).

Så jeg var inviteret til middag hjemme hos dem sammen med mand, børn samt søster og svoger. Luften tyk af en trykket stemning. Alle forsøgte at lade som ingenting. Min far spurgte ikke til min store dag + jeg var totalt tom for ting, jeg kunne fortælle om. Det var meget ubehageligt at være der.

Ved kaffen kom så årsagen til trykkede stemning. Min far + kone proklamerede : ”Vil aldrig mere inviteres til fester, hvis min mor kommer”
Jeg: ”Nej, det er ikke mit ansvar” (grænsen føltes prompte). ”Jeg forbeholder mig retten til at invitere begge mine forældre til mine fester. Jeg vil ikke længere vælge mellem jer”. Hvilke han blev meget vred over. Min Far til mig: “Kom lige med op på kontoret”. Blev skældt ud igen – ansigt til ansigt. Bl.a. også omkring seneste brev. Han ‘bed’. Jeg følte ham truende. Han understregede sine ord, ved at slå i væggen/ sparke til skuffen  (kunne genkende noget, selvom min far aldrig før havde talt sådan til mig).

Jeg forsøgte at forklare (han misforstod budskab) og jeg nægtede at forsvinde ind i ‘forståelse’. Da han ikke kunne få mig til at makke ret, kaldte ham mig det værste, han ved i denne verden: “Du ligner din mor”. Jeg blev meget såret og valgte at gå. Så ingen grund til at blive! I nuet føltes det som, at jeg flygtede. Men efterfølgende mærkede jeg, at jeg faktisk HAVDE lyttet til mig selv.

Jeg havde LYST til at bide igen, såre ham, som han sårede mig. Men det ville have været et gammelt mønster – familiens mønster – som ikke ville have været konstruktivt. Jeg VIL IKKE gå ind i usaglige konflikter og bruge grimme ord. Sådan ER JEG IKKE! Så jeg gik.

Desuden talte min far til mig på en måde, der viste mangel på respekt for mig. Hvilke jeg har lovet mig selv aldrig at finde mig i (det var det min mor gjorde!) Jeg var dybt såret og skuffet igen.

Min søster var der den aften, jeg havde den sidste konfrontation med min far. Hun viste tydeligt, at hun stod på min side. Min far accepterede uden tøven, at hun også valgte at gå. Da jeg gik fra min far den aften, fik jeg et kram af hende, som jeg aldrig vil glemme. Jeg følte mig forstået, accepteret og ikke alene! Og så græd jeg!

Indså efter noget tid, at det HELT SIKKERT IKKE er et spørgsmål om at finde ‘de RIGTIGE ord’. Min far KAN IKKE se længere end sin egen næsetip. Han er SÅ konfliktsky og bange for den smerte, jeg åbenbart påfører ham, at han også prøver at tvinge mig væk fra følelser, han ikke kan bære! Måske fordi han har så hamrede dårlig samvittighed?

Jeg synes, det er MEGET trist. Jeg elsker min far! Det gør ondt, at min far ikke er villig til at mødes med mig. At han nærmest flygter fra mig.

 

Så…  afrunding
Udgangspunktet for konfliktmæglingen var at hele relationen til min elskede far. Men resultatet blev noget helt andet – noget jeg ikke havde forudset eller ventet…  En stærkere relation til min søster (mærker hende) og ikke mindst en stærkere relation til mig selv.

Jeg vil ikke længere skjule mine følelser og føle mig usynlig og ligegyldig. Jeg er fortsat sød, rar, givende og imødekommende, men knapt så meget en pleaser. Dét rokker ved de kendte roller og skaber naturligvis forvirring.

Måske får jeg et andet forhold til min far med tiden. Når jeg har bearbejdet mine sårede følelser og når ikke mindst, min far har vænnet sig til det ‘tydeligere mig’. Det håber jeg da stadig på! Men første skridt til det kræver en undskyldning fra min far. Det synes jeg, han skylder mig. Og så skal vi mødes på fælles betingelser. Ikke kun hans! Måske forstår han det med tiden? Jeg ér en ukuelig optimist!

 

2011 – opdatering (jeg er nu 43 år)
Juli måned 2010. Sender en mail til min far, som fortæller at min dør er åben, hvis han er interesseret i at rydde op i misforståelserne, som jeg er sikker på er årsagen til ‘problemerne’.

September 2010 sender min far en sms til mig, der refererer til noget, min storesøster sagde, da jeg gik fra ham den famøse aften om, at han havde mistet en datter. Han ønsker ikke flere nederlag og må passe på sig selv. Derfor kan han ikke mødes med mig! Så endnu en gang fralægger min far sig ansvaret.

Marts 2011. Jeg synes, det er forbandet trist og der gør ondt helt ind i min sjæl, at min far ikke ønsker at være sammen med mig, men er samtidig mere afklaret omkring det. Jeg VIL ikke være hende, der tier og passer mig ind… en logrende hundehvalp. Dette er åbenbart for farligt for min far, så han gør som han altid har gjort – flygter.

Jeg spejler ham ikke længere. Jeg tillader mig at foreholde ham hans ansvar i det, der er sket mig. Og fortælle ham, hvilke konsekvenser det har haft for mig. Det tror jeg ikke, han bryder sig om og kan tydeligvis ikke bære eller håndtere dette og derfor ønsker han ikke at se mig. Jeg har lagt ”bolden” hos ham. Jeg kan ikke tvinge han til noget, han ikke kan eller vil. Efter sorgen over det er kommet lidt på afstand, føles det som en lettelse at erkende.